Prædiken: Pastor Vangslev

Studentergudstjeneste: Åbning af det nye semester.

Prædiken i Hans Tausens kirke fredag den 7. september 2018 klokken 13. 15.

Salmer: DDS 10, DDS 683, DDS 461, DDS 697.

 

Kære menighed.

 

Den gode prædiken anfører med det samme dens emne. Men emnet kan være svært at finde i dagens tekst fra Lukasevangeliet. Hvad er nemlig den gode del, som Maria har valgt? Det er ikke helt klart. Det er måske det simple, at hun sætter sig ned og lytter til Jesu tale og er opmærksom på hans ord. Den gode del har med hans ord at gøre. Og læser vi prædiketeksten i sammenhæng med de seneste søndages prædiketekster, bliver det muligt for den opmærksomme læser at påstå, at netop det er emnet: Ord. Ord i sammenhæng dels med hjertet, overbevisningens metaforiske sted i mennesket, dels med gerningen, ordets legemlige følge. Lad os gøre en vandring ligesom Jesu disciple dengang og gøre det, mens vi holder for øje treklangen af hjerte, ord og gerning. Den treklang, som er den gode del, som Maria har valgt.

 

Lad mig altså begynde min prædiken med at invitere jer med på en vandring. Det er ikke en vandring, vi vil foretage med vores ben. Vi bliver der, hvor vi er. Men det er en vandring, vi vil foretage os med vores sind. Vi vil være et andet sted i vores fantasi. Mens vi således bliver siddende med legemet i Hans Tausens kirke, vil vi foretage en vandring med sjælen til Roskilde Domkirke. Og når vi er kommet frem til kirken og er gået gennem våbenhusets tunge dør og står midt inde i domkirken med det kalkhvide loft svævende højt oppe over vores hoveder med kongeporten mod vest og højalteret mod øst, vil vi fortsætte vores færd ligefrem og komme til sidst til det gamle kapel fra den sene middelalder, kapellet for den svenske helgeninde, sankt Birgitta af Vadstena. Og efter at vi er gået helt ind i det kalkmaleriprydede kapel og står midt inde i kapellet, vil vi få en ubehagelig fornemmelse af, at der er nogen bagved os, som holder øje med os. Vi vil vende os om, kaste vores blik mod den vestlige del af indgangen, og vores opmærksomhed vil med det samme blive fanget af en grønfarvet djævel, malet højt oppe på muren, som ser ned på os med stirrende, gennemtrængende, afslørende øjne.

 

Det er middelalderdjævelen Tutivillus, som kaster sit blik på os. Han er en grøn djævel med gule øjne, som ser alt, og med store ører, som hører alt. Foran ham står der en krukke med blæk til den fjer, han holder i sin højre hånd. Han sidder med sin lille krop med dens deforme ben og vanartede fødder og skriver på et stykke pergament. Over ham er der malet et bånd, der slynger sig kunstfærdigt omkring ham. Og på båndet står der på middelalderens kirkesprog, latin: Scribo vana loquendo vagantes. En smule frit oversat til vores smukke modersmål: Jeg skriver navnene ned på dem, som går omkring og taler om tomme ting. Tutivillus bærer for ingenting sit navn. Hans navn er ligesom indskriften på båndet omkring ham et stykke middelalderlatin, jf. det verbum, hans navn er dannet af, verbet tueor: Den, der holder øje med. Tutivillus holder så skarpt øje, at intet undgår hans blik. Han hører så opmærksomt, at intet undslipper hans hørelse.

 

Hvad er det, han holder øje med? Den kirkehistoriske kundskab fortæller os, at Tutivillus er en djævelskikkelse, der opfindes i middelalderen af klostrenes abbeder og domkirkernes kantorer og derfor også først findes på kalkmalerier rundt omkring i klostre og kirker fra og med det 13. århundrede. Munkenes og præsternes gudstjeneste bestod først og fremmest i, at de dukkede op til regelmæssige gudstjenester flere gange i løbet af dagen og natten, hvor de sang salmer fra Salmernes Bog i Det Gamle Testamente og fejrede nadver. Men især om natten kunne det knibe med, at munkene og præsterne dukkede op til tiden, og når de var dukket op, kunne det knibe med at holde koncentrationen om gudstjenestens salmesang og nadverfejring. De var der, og de var der alligevel ikke. For tankerne kredsede om den varme seng, de netop havde forladt. Det er her, at Tutivillus kommer ind i billedet. Han er i virkeligheden abbedernes og kantorernes hjælper: Han holder nemlig øje med, hvem der er dukket op, og hvem der ikke er dukket op, og han skriver deres navne ned for at kunne holde dem til ansvar på dommens dag for deres tilstedeværelse eller manglende tilstedeværelse. Og han spidser ørerne, så at han kan høre på de tilstedeværendes salmesang, om den kommer fra hjertet, eller om den bare lires af uden troens overbevisning.

 

Det er netop, hvad kalkmaleriet af Tutivillus i Sankt Birgitta af Vadstenas kapel i Roskilde Domkirke tjener til: At minde de munke og præster, som dengang gjorde tjeneste i kapellet med salmesang og nadverfejring til ihukommelse af den døde helgeninde, om, at de blev overvåget, mens de var i færd med at udføre deres arbejde. Står man inde i kapellet med den officielle bog om Domkirken i sine hænder, læser man i bogen, at de latinske ord i båndet, der slynger sig kunstfærdigt omkring den grønne djævel: Scribo vana loquendo vagantes, skal oversættes med sladder, så at Tutivillus skriver dem ned i sin bog, som går omkring og sladrer – og ondsindet humor blandt kirketjenerne siger, at denne oversættelse har betydet, at ingen kvinder tør gå ind i kapellet!

 

Det er imidlertid ikke, hvad der menes. Tomme ord. Det er ord, som er tomme. Det kan for det første være ord, som er tomme for indhold. Ord, som siges, for at der skal siges noget, uanset hvad dette noget måtte være. For tavshed er et ubehageligt tomrum. For nogle år siden i et nattetog på en rejse fra København til Tübingen i den sydlige del af Tyskland delte jeg kupe med en ældre herre fra det tidligere Østtyskland, som fortalte mig om det østtyske regime og om forskellen mellem at leve under dette marxistiske regime og at leve i et forenet og frit Tyskland. Han fortalte mig, at den største forskel, han kunne komme i tanke om efter at have levet mange år i et frit samfund som det tyske, var det, som han kaldte for inflation i ord. I Østtyskland var den statslige sikkerhedstjeneste til stede overalt som det kommunistiske partis udgave af Tutivillus, så at ethvert ord, der blev sagt af den jævne tysker, blev hørt og skrevet ned. Hvilket betød, at ethvert ord først måtte gennemtænkes, før det forlod munden, for ethvert ord bar en risiko i sig om fængsling og pludselig forsvinden. Ordene var derfor få, men de var gennemtænkte. Og når de blev sagt, stod den, der sagde ordene, bag ordene med hele sin person. Men i det frie Tyskland, hævdede den ældre herre, hvor det stod enhver frit for at sige, hvad han ville, uden at det ville få konsekvenser for ham, herskede der inflation i ord, og ordene havde derfor mistet deres betydning.

Tomme ord. Ord, som siges, for at der skal siges noget, uden at dette noget har nogen egentlig betydning. Men tomme ord kan for det andet også betyde ord, som ganske vist kommer fra hjertets overbevisning, men som er uden betydning for den krop, som bærer hjertet og giver dets overbevisning mund og mæle. Altså ord, som forbliver ord, hvor vægtige og vigtige de end måtte være for os, når vi beskæftiger os med de store spørgsmål. Ord, som forbliver ord, fordi de ikke sætter deres præg på vores liv, som altid er et legemligt liv. Der, hvor vi er med vores krop. I et kropsligt samfund med andre mennesker. Jeg havde en oplevelse på Købmagergade i København for nogle år siden. Jeg var på vej hjem fra Det Teologiske Fakultet og passerede Trinitatis kirke med Rundetårn på min højre hånd. Den var før fakultetets udflytning fra Indre by til Amager universitetets gamle kirke. Der lyder hver søndag solid forkyndelse fra kirkens prædikestol, og det store rum bliver fyldt af den smukkeste orgelmusik, korkantater og salmesang. Efter at jeg havde passeret kirken, blev jeg længere fremme på Købmagergade mødt af en samling unge imamer. De var påklædt, ligesom imamer er påklædt i Mellemøsten med hvid hue og hvide gevandter. De havde ligesom imamer i Mellemøsten ladet deres skæg gro, så at de havde et stort og sort fuldskæg. De stoppede folk og uddelte materiale til dem om ramadanen og dens betydning i islam og førte med dem, som ville, en kort og informativ, missionerende samtale, som de afsluttede med udsagnet: Eid mubarak. Det, som faldt mig i øjnene og for brystet, var fraværet af kristendommen på Købmagergade. Islam var der med ord og handling. Kristendommen var der måske også, men var den der, var den der i skikkelse af en kirkebygning, i hvilken der lyder en forkyndelse, som forbliver inden døre. Kristendom som en museal raritet. Kristendom som en kulturhistorisk museumsgenstand bag montrens beskyttende glas. Så er den forkyndelse også tomme ord. Hvor meget den end kommer fra hjertet, den griber ikke legemet, og den gør ikke legemet til sit redskab i livet uden for kirkens døre.

 

Tomme ord. Ord, som er tomme, fordi de er uden indhold. Eller ord, som er tomme, fordi de ikke sætter deres præg på vores liv. Hvad siger Vor Herre om sådanne ord. Han taler om at blive draget til ansvar for ord: På dommens dag, siger han, skal du aflægge regnskab for ethvert tomt ord, du har talt. På dine ord skal du frikendes, og på dine ord skal du fordømmes. På dommens dag altså bliver vi hver især draget til ansvar ikke alene for vores gerninger, men også for vores ord. På dommens dag skal vi svare, om der var overensstemmelse i vores liv mellem hjerte, ord og gerning. Ordet ansvar består af to dele: af præfixet an- og verbalsubstantivet svar, hvilket giver meningen: Et modsvar. Ansvar vil sige at svare igen på en tiltale. Og den, der tiltaler os på dommens dag, er Vor Herre. Han vil spørge os om ethvert ord, vi har talt: Var det et tomt ord? Et ord uden indhold? Et ord uden konsekvens? Han tiltaler os allerede her og nu med sit eget ord, som er skriftens ord. Og med sin tiltale sætter han os allerede her og nu under en fordring. Et: Du skal.

 

Vor Herre kræver altså noget af os. Han kræver, at vi skal træde i karakter. At vi træder ud af mængden og besinder os på det, hvorpå vi bygger vores liv. Det, som holder vores hjerte i sine hænder. Han kræver, at vi tænker og taler og handler ud fra hjertets overbevisning. Også selvom det måtte betyde øretæver. Han kræver ord. Ikke tomme ord. Han kræver tale og dermed også handling. Han kræver sandhed i livet af os.

 

Du skal. Siger han. Du skal elske Herren din Gud af hele din styrke. Du skal. Siger han. Du skal elske din næste som dig selv. Du skal. Siger han. Du skal lade Herren din Gud være fortegnet for hele dit liv, så at der er intet gudsneutralt rum i dit liv. Gud er ingen parentes. Men du er den parentes, hvis fortegn Gud er. Det fortegn, som bestemmer hele parentesens indhold. Lad mig blive i matematikkens sprogunivers for at gøre det tydeligt: Dit liv skal derfor ikke være ligesom en cirkel med et centrum, som du selv er. Men dit liv skal være ligesom en ellipse med to brændpunkter, hvor Gud er det ene brændpunkt, og din næste er det andet brændpunkt. Du skal. Siger han. Du skal ikke realisere dig selv. Men du skal realisere relationen til Gud og din næste i dit liv, så at du ikke længere selv er hovedpersonen i dit liv, men en biperson. Thi hovedpersonerne er Gud og næsten.

 

Måske befinder du dig stadig i Sankt Birgitta af Vadstenas kapel i Roskilde Domkirke med blikket fanget af den grønne djævel med de gule øjne, der med et spottende smil fortæller dig, at alt, hvad du siger, bliver skrevet ned? Bare rolig. Alle dine tomme ord i livet fra start til slut. Og måske har du distraheret lånt et øjebliks opmærksomhed til min prædikens alt for mange ord om, at du vil blive stillet til ansvar for dine ord af Vor Herre på dommens dag? Hvem, som hører en sådan tale af Vor Herre selv, må ikke frygte for dommens dag? Vores tale består jo alt for ofte af tomme ord.

 

Men den Jesus, der taler til os i skriftens ord, som vores dommer på dommens dag, er ingen djævel. Han bærer ikke navnet Tutivillus. Han bærer navnet Kristus. Han gør det for vores skyld og til vores gavn. Der er kun et menneske, som har levet, og som har talt uden at gøre brug af tomme ord. Og det er netop ham. Og det er ham alene. Derfor hedder han også Kristus. Han er Guds eget ord. Han er den, i hvem Gud selv taler til os. Han er både den, i hvem Gud fælder dom over os og vores tomme ord, og den, i hvem Gud lader nåde gå for ret, så at vi går fri for dommen over vores tomme tale.

 

Fri – ikke for at kunne sætte skel mellem det ord, vi har hørt fra Gud i gudstjenesten, og det liv, vi lever til hverdag. Fri – ikke for at kunne fremture med tomme ord, ord uden indhold og ord uden betydning. Men fri – fri, så at vi kan stræbe efter at lade hjertets overbevisning forene sig i tanke og tale og handling og således glimtvis forvise de tomme ord fra vores liv med hinanden i ansvar over for Gud, idet vores kristentro får kød og blod i ord og handling.

 

Kære menighed i Hans Tausens kirke.

Lad os slutte vores vandring i fantasien til Sankt Birgitta af Vadstenas kapel i Roskilde Domkirke. Og lad os vende tilbage til vores nye studenterkirke i København. Til Hans Tausens kirke på Amager. Så er vi her igen både med legeme og sjæl. Belært af Gud om, at tomme ord er af det onde. De hører ikke til i vores liv med hinanden. Amen.

 

Lars Vangslev, Ph. D. Den 31. august 2018.

admin

Leave a Reply