To årtier I indre bys arme.

To årtier I indre bys arme.

Afskedsartikel for Stefan Lanhauge Hansen

Af: Jakob Steen Madsen

Udflytningen af teologisk fakultet er nu ved at være vel overstået. En af de mange grupper som skulle rive dens rødder op fra det gamle latiner kvarter er studentermenigheden. En menighed som nu har mere end 50 år på bagen. Oprettet tilbage i 60ernes oprørs æra, har den vokset og udviklet sig til det den er idag. I flytterodet skiftede den siddende præst til et nyt virke. I den forbindelse besøgte jeg ham i hans nye kirke på Amager.

Stefan Lamhauge Hansen fik sin krave for lidt over tyve år siden. Efter et par vikariater trådte han til som præst i studentermenigheden i indre by. Stefan var og er teolog af den gamle skole. I vore dage er den slags langtids teologer nok ikke så populære fra regeringens, og især djøfsegmentets side. Der skal produceres kandidater og ikke nødvendigvis dannede borgere. Det var derfor heldigt at Stefan netop nåede at træde ind i stillingen som studentermenighedspræst, hvor det især var det sociale fælleskab og studenternes dannelsesrejse som var i højsædet. Hvad fakultetet blev gradvist tvunget til at afvikle, kunne måske i et vist omfang reddes i menigheden. Ihvertfald er det en stor del af menighedens formål, at finde mødet imellem fællesskab og faglighed.

Det første jeg bemærkede i Stefans nye kirkekontor i Nathaniels Kirken var hans ret ekstensive bibliotek, som fyldte samtlige vægge i lokalet. Det er tydeligt at det faglige har haft en stor vægt i hans virke, og jeg dristes til at kalde ham en regulær nørd præst. Jeg husker at i lokalerne og boligen i indre by, var der langt lavere til loftet, og bøgerne syntes dengang nærmest at være lokalets byggesten. Stefan fortalte mig, at dengang han startede inde i Købmagergade, var oprørstiden, med dens alternative og lavkirkelige attitude, kun lige ved at klinge af. Pendulet svingede, og der var stemning for at gå mere i traditionel og højkirkelige retninger.

Jeg var selv en del af Stefans menighed i fordums tid, og husker hvordan de mange studerende tilrettelagde deres uge med menighedfrokosten og studenterprædiken, som tilbagevendende punkt. Det var en god måde at få fast bund i maven såvel som i ånden, inden man sluttede af nede i fredagsbaren. Snakken over smørrebrødet i menigheden har nok altid været ekstremt nørdet. Et element som ikke er let at finde i almindelige folkekirker, og netop heri så jeg den omtalte dannelsesprocess. Der var enda ofte fuldt hus til bespisningen, og jeg husker mere end en gang at måtte stå og vente på at der var siddepladser ledige. Om det er nostalgi eller historisk fakta kan jeg ikke sige med sikkerhed, men det varr ihvertfald langt fra den messefalds risiko der var i feb/mar under udflytningen. Der har altid været fremmøde forskelle i menigheden baseret på årgangenes sammensætningsforskelle. Stefan fortæller lidt om hvordan kønsfordelingen har skiftet igennem tiderne, med først stor mandlig dominans, for så at have store kvindelige årgange, og seneste en lille overvægt tilbage til herrene. Til alle tider har studentermenigheden ihvertfald haft en helt særlig funktion for de teologistuderende. Som de andre organisationer, herunder Arken, fagrådet og lignende, har menigheden været god til at ryste de studerende sammen, både i og på kryds af årgange.

Lidt vemodigt falder emnet på om hvorvidt ånden er flyttet med ud på Søndre Campus. Der er nok gået en del tabt under flytningen, men især tabet af ”historien i gaden” er vi enige om nok aldrig bliver det samme. Det at sidde i Metropolitaner annekset, hvor historiens personligheder også sad og knoklede med det faglige, kan ikke rigtigt genfindes ude i akvariet. Teologisk fakultet er blevet revet ud af dets lille indre verden i Købmagergade, hvor det nærmest levede sit eget hemmelige liv. Vi kigger ikke længere ud af viduerne usete, nærmest tværtimod. Gadespejets dage er slut, nu er det omverden som kigger ind.

Det er nye tider, men det er det jo nok altid. Vi siger ihvertfald farvel til en æra, og en stor tak til Stefan for hans tyve års tro tjeneste som nørdernes hyrde. Man kan sige meget om forskellene på de gamle og de nye lokaler, men en ting skal Søndre Campus dog have tak for, nu er teknologien og funktionaliteten ihvertfald kommet i højsædet. Det er næsten mærkeligt at alt den slags praktiske ting bare virker. Whiteboards og projector æraen er igang, og det bliver interessant at se hvilken rolle studentermenigheden, fakultetet og teologerne kommer til at spille i de næste 20 år.