Himmerigsmundfuld

af Søren Holst oprindeligt udgivet på bloggen Pergament

At Bibelen kan læses som en bog om mad, er måske ikke den første tanke, der falder én ind. Men det er faktisk ret nærliggende. Størstedelen af Bibelen – nemlig Det Gamle Testamente – handler om, hvordan man skal bære sig ad med at opretholde livsmulighederne på jorden, enten som menneske i almindelighed eller som israelit.

Og en israelit er i den sammenhæng ikke andeledes stillet end alle andre: Der skal mad på bordet, ellers kan det være lidt lige meget med alt andet; og maden får man kun, hvis der er tilstrækkelig frugtbarhed, altså hvis kornet står godt på marken og fårene føder rigeligt med lam. Man er altså afhængig af omstændigheder, man ikke selv kan kontrollere (regn, bl.a.); og pointen med det hele er at få noget at spise.

Der er imidlertid meget mere på spisekortet (om jeg så må sige) end overlevelse, når man kigger nærmere efter, hvilken rolle mad spiller i Bibelen. Dét har min kloge kollega Anne Gudme gjort i sin seneste bog ”Himmelsk føde og forbuden frugt”, som er en del af en ny serie korte og letfattelige bøger om væsentlige bibelske emner.

Man kommer imponerende vidt omkring på 130 små sider: Menuen omfatter både hårde arkæologiske kendsgerninger, jordnære bibelhistoriske fortællinger, og den vildeste gang surrealistisk billedsprog med mad som drivkraft.

Forretten er et kapitel om, hvad vi faktisk véd fra udgravninger og andre kilder, om hvad man spiste og drak i Bibelens verden. Bibelteksten selv giver, som forfatteren påpeger, det indtryk, at israelitterne var nogle forhærdede kødædere, der ikke regnede grønsager for ret meget. Dog siger det måske mere om den måde, man taler om mad, end om hvad der faktisk var mulighed for at sætte på bordet. Kød var en luksus. Men folk der kunne skrive, hørte også til den del af samfundet, der havde adgang til luksus. Grød og brød har været det der i praktisk fyldte mest i maven for de fleste.

Berømte bibelske måltider lige fra frugten som Eva plukkede, over det jødiske påskelam, og til Jesus’ sidste aftensmåltid, bliver naturligvis gennemgået, og man får et væld af spændende oplysninger om dem alle. De sidste to er jo i øvrigt sider af én og samme sag, for det sidste måltid Jesus spiste var (i hvert fald ifølge de tre første evangelier) netop et påskemåltid. Det kan så få én til at spørge, hvorfor der ikke bliver sagt et ord om lammesteg, men kun noget om brød og vin? Det svarer bogen også på: Det handler om evangeliernes særlige formål med overhovedet at fortælle om dét måltid.

En særlig effekt af mad er, at man ikke blot bliver mæt, men også bliver en del af et fællesskab: De som spiser sammen, bliver sammenspiste. Og når israelitterne bringer ofre af slagtede dyr på alteret uden for Jerusalems tempel (samt forskellige andre steder, inden templet bygges), så er den vigtigste funktion måske netop, at offeret er en fællesspisning. De fleste offerdyr bliver nemlig fordelt på tre modtagere: Den israelit, som er kommet med dyret, får kødet til sig selv og sin familie. Præsterne ved templet får dyrets højre lår (en slags kirkeskat). Og Gud selv ”spiser” knoglerne og indvoldsfedtet, idet de brændes af og stiger op til ham som røg. Det er ikke så sært at processen kaldes ”at glæde sig for Guds ansigt”.

Og sådan går man fra den ene lækkerbisken til den næste i bogen. Både mænds og kvinders rolle i køkkenet, regler for hvad man (ikke) må spise, og madens modsætning, faste og askese, bliver kyndigt behandlet. Og hvis man har brug for en lille skarp til at klare ganen, så er der et kapitel om ”monstrøs mad”, hvor der fortælles både om profeten Ezekiel, der så hvordan Gud puttede Jerusalems indbyggere i en gryde og kogte stuvning af dem, og endnu værre ting fra historier om belejrede byer i bl.a. Kongebøgerne. Alt sammen serveret med stor faglig dygtighed – men garanteret letfordøjeligt.

En stærkt anbefalelsesværdig mandelgave. Velbekomme!

admin

Leave a Reply