Hvad klæder dåben os egentlig på til?

Morten Kvist, Ulla Morra Bidstrup & Ingrid Ank (red.). Eksistensen 2018.

Anmeldt af stud.theol. Mads Bjørn Nielsen

 

Baggrunden for en udgivelse om dåb er højaktuel. Spændingen mellem aftraditionalisering og Folkekirkens omkring 40.000 dåb om året kalder på en forståelse af dette sakramente og hvordan vi taler om det. Redaktørerne har samlet 8 præsters bidrag ud fra benspændet om at oversætte teologisproget til hverdagsdansk uden at referere internt kirkeligt. De er blevet bedt om at forholde sig til, hvad der sker i dåben, hvordan de argumenterer for dåb, at forklare de vanskelige ord som ”synd”, ”død”, ”frelse” og hvad de selv har lært af deres samtaler gennem tiden. Væsentlige og vel ofte stillede spørgsmål for nybagte forældre.

Læser man bogen som en nybagt forælder ville, står det klart, at præsterne er kommet i øjenhøjde. Dette er en enorm tiltrængt udfordring for mange af Folkekirkens præster. Måske netop i redefinitionen på hverdagsdansk fremstår ens teologi klarest. Oversættelserne indeholder bl.a. etymologi, historie og en masse billedbrug, men tit også personlige vinkler og erfaringer. Især p. Louise Højlund inviterer læseren ind i sine egne refleksioner omkring samtalen, som jo klargjort fra starten af ellers er animeret af præsten, kunstigt i det. Det er forbilledligt og lærerigt for alle, der vil formidle kristentro på en ligeværdig og tilgængelig måde, især vi mange kommende præster.

At statskirken benyttes primært til højtider er klokkeklart fra starten af. Stort set alle de opdigtede forældre har et minimalt forhold til kirken, det er mest traditionen, der trækker. Dog ses den spæde tro hos forældrene, den søges med forskelligt held at vækkes, og den ringeagtes ikke. Igen en vigtig, ligeværdig tilgang. Der er en sum af belysninger om dåben fra psykologisk, historisk og samfundsmæssig perspektiv, hvor det fremgår at den åndelige betydning må komme i højsædet. Foruden at vi fejrer medborgeren og giver barnet et religiøst label med, sker der også mere i sakramentet, end vi forstår. Ét sted forklares det også, hvad det vil sige at modtage Helligånden – det kan jo hurtigt blive en fast vending for mig, i hvert fald. Det er en ånd, en bagvedliggende stemning, motivation til at gøre hellige, gode ting. Bortset fra det ligner det, at der er et overvejende fokus på Gud Faders åbenbaring i Treenigheden, livet i den skabte verden.

Tanken om at samle otte præsters bidrag i en bog er god, da forskellige mennesker kan tale på forskellige måder. Alligevel mangler jeg forskelligheder om  dåben fra den snævre, top-grundtvigianske redaktion. Hvis Kristi dimension i Treenigheden handler om mere om at kende sin Frelser og at tage i mod hans lære, er livet efter barnedåben henvist til babysalmesang og menigheds gave: børnebibelen. Dette er meget bedre end intet, og jeg har mødt mange, hvis forhold til Bibelens fortællinger og evt. personlig tro alene stammer fra børnebibelens spændende tegninger og tekst. Men hvor bliver betoningen af fællesskabet i menigheden af? Hvis man ikke umiddelbart som de fleste her på fakultetet interesserer sig for de umådeligt mange foredrag om til tider upersonlig teologi eller filosofi, der fylder i de fleste folkekirker? At man som forældre kan tilbyde sit barn et fællesskab, søndagsskole, børneklub i kirken?

Ligeledes mangler noget af troens alvor. Det er selvfølgelig svært at nå ind til folk, der kun åbner op for tro i en vis mængde. Og man kan heller ikke døbe folk ud fra en egen vurdering af, om forældrene har tænkt sig at være en del af menighedens liv. Men det er som om, mange af bidragsyderne generelt næsten forstærker troen og praksis som noget suspekt.

  1. Ulla Morre Bidstrup repræsenterer under afsnittet ”Det er vigtigere at være døbt end at tro” en i bogen gængs holdning således: ”Vi tilkender det med andre ord større betydning, om vi tror, end om vi er døbt. Vi er alle blevet pietister. … [jeg] kan ikke komme i tanke om noget andet, jeg kan gøre for at blive frelst end at blive døbt.” (s. 118+119)
    P. Ingrid Ank supplerer: ”Jeg synes, det er ret seje, de mange unge på 13-14 år, der i dag bliver døbt op til deres konfirmaton … Men jeg er glad for, at det ikke er mig. … For jeg tror ikke, tro er noget, man kan beslutte. … [Udsæt] trosafgørelsen til i morgen – vel at mærke også, hvis i dag er den sidste dag i dit liv.” (s. 52)

Ubalancen mellem tro og dåb er overvældende. Måske har prioriteringen af danskernes dåb af børn skygget for meget for det aspekt af dåben, som mange flygtninge oplever. Der er stadig vækkelse på asylcentrene. Når fx iranere bliver døbt, er det med livet som indsats: får de ikke opholdstilladelse, venter der dem en dødsdom derhjemme for at konvertere. Skal de udsætte trosafgørelsen til i morgen? Bad Kristus disciplene om det? De skal bruge en tro, de kan leve og dø på. Om en nærværende, stærk Gud. Tit bliver det ofte udvandet til ”så kan jeres barn huske, at han eller hun ikke er alene”. Måske kan vi takke den overlutheranske frygt for gerninger og at tale åbent om sin tro for denne akavede tilgang til tro, som Folkekirken lider under.

Alvoren viser sig også mangelfuld i enten tavsheden om, indpakningen af eller forhånelsen om muligheden for fortabelse. Sætninger som ”Du har ret i, at der er lidt rester af gammel synds- og bodsteologi rundt omkring” (p. M. Lindhardt, s. 64) er måske ment som at prøve at møde forudsætningsløse på hverdagsdansk, men afslører den fejlagtige forståelse, at denne teologi ikke har sin styrke og relevans i dag.

Dog læser jeg begejstret om legitimeringen af barnedåben i samfundet. Argumentet om ikke at måtte pådutte børn noget er jo helt almindeligt, men p. Ulla Morre Bidstrup ”vende[r] hele den verserende debat om og sige[r], at ethvert barn har ret til en religion og til voksne mennesker, som vedkender sig et [religiøst] ståsted” (s. 121), som de vedkender sig så mange andre.

Bogen henvender sig bedst til forældre og måske folk som undertegnede, der er nysgerrig på gængse holdninger i det danske kirkelandskab. Jeg er især blevet bragt til eftertanke om, at vi døbes på Jesu trosbekendelse, den spæde tro ikke må ringeagtes, at Gud gør mere i dåben end vi begriber og spændingsforholdet til det større sprog for tro, vi ofte mangler. En ægte samtaleform ville gøre sig langt mere relevant for at nå ud til flere danskere, som så kunne føle sig bedre repræsenteret og forhåbentlig have større interesse i at lære om dåbens under.

admin

Leave a Reply