I 2017 fejredes Reformationens 500 års jubilæum. Det var ikke blot lutter lagkage, men gav anledning til besindelse på nogle af de holdninger, som man fra protestantisk side ikke er stolt af. Jeg tænker på Martin Luthers syn på jøderne, udtrykt i skriftet ”Om jøderne og deres løgne” (1543). Skriftet er ganske polemisk. Henimod skriftets slutning opsætter Luther syv forholdsregler til den verdslige øvrighed og de kristne: sæt ild til synagoger og skoler, nedbryd jødisk bebyggelse, fratag dem deres bønnebøger og Talmud, forbyd rabbinere i at undervise, indskrænk deres bevægelsesfrihed, forbyd jødisk åger og aktiver yngre jøder ved fysisk arbejde (kontra lånevirksomhed).
Men hvorfor skrev Luther om jøderne, som han gjorde? Var der en vis berettigelse til det? Dette grundlæggende spørgsmål synes i dag ikke at blive stillet og det skaber illusionen om at skriftet intet sagligt grundlag har men er opstået ex nihilo. Samtidigt maler det et bestemt billede af jøderne, nemlig som de evigt uretfærdigt anklagede, der altid tillægges slette handlinger og motiver af en slet kristenhed. Resultatet er, at de gives privilegiet at stå i den kroniske uskylds skær. Men er dette sandfærdigt? Ligger der til grund for Luthers kritiske syn på jøderne konkrete hændelser og holdninger? Denne indsigt kan kun nås, hvis man lytter til Luther og hans kilder, uden en forudindtaget foragt. Man må aflægge sig den karakteristiske overbærenhed over O!, tilbagestående mørke! Da ses det, at virkeligheden ikke er så unuanceret. Størstedelen af skriftet består i skriftudlægninger mod jøderne. Det er dog ikke dette aspekt af skriftet, de teologiske modsætninger mellem kristendommen og jødedommen, som det følgende vil omhandle. Udover de føromtalte skriftudlægninger består skriftet nemlig også af anklager mod jøderne, nogle vævet ind i længere forløb, andre skrevet ud selvstændigt. Anklagerne er forskellige: blasfemi, bagtalelser, hovmod og had og andet. Med det følgende håber jeg at påvise, at disse anklager mod jøderne ikke var ubegrundede. Det følgende skal ikke forstås som en apologi for det ene eller andet parti, men som et nuancerende indspark i en ensidig debat, der synes kun at kunne tale i det absoluttes kategori. Først må der dog gøres nogle overvejelser omkring (den babylonske) Talmud, dens funktion og betydning før og under Luthers tid. Flere af Luthers anklager mod jøderne kan direkte og indirekte føres tilbage til den.
*
Da kongen af Frankrig i 1244 beordrede, at jødernes Talmud og kommentarer til disse skulle brændes, sendte jøderne en delegation til pave Gregor d. 9. Delegationen gjorde kraftig indsigelse, thi den hævdede, at Torahen ville blive uforståelig for dem uden Talmud (Grayzel, s. 32). Episoden er oplysende for jødernes forhold til Talmud og dens placering i jødisk liv. Den havde en enorm autoritet. Fra Talmuds kodificering omkring 600 blev den jødedommens autoritative, teologiske kilde (Neuser s. 2595) og fungerede som et prisme igennem hvilket Torahen blev læst (Neuser, s. 2597). Selvom GT formelt udgør jødedommens kanon opfattedes Talmud de facto kanonisk. De sås som en holistisk enhed (Marx, s. 43-4), holdt i lige høj hævd. Talmuds moralske vejledning påvirkede i høj grad jødisk etik og religiøs praksis. Studiet af Talmud blev en religiøs pligt som et mål i sig selv (Bacher, s. 26). I det 16. århundrede blev Talmud regnet for øverste, autoritative instans af majoriteten af jøder. GT blev således forvist til en anden plads og jødiske skoler beskæftigede sig næsten eksklusivt med Talmud (Bacher s. 20) En talmudisk anekdote (BT Shab. 31a) understreger forholdet mellem Torah og Talmud. En aspirerende proselyt kommer til rabbineren Shammai. Denne spørger Shammai, hvor mange lov- eller læresystemer jødedommen besidder. Shammai svarer to: den skrevne (Torahen) og den mundtlige (Talmud). Svaret falder dog ikke i god jord. Hedningen kan godtage Torahens status, men vil ikke tillægge Talmud den værdi, som rabbineren gør. Shammai sendte ham derfor væk i heftig vrede. Talmud ”(…) gained primary influence on Jewish history (…). It became (…) the foundation of all Jewish though and aspirations and a guide for the daily life of the Jew. Other components of national culture were made known only in so far as they were embedded in the Talmud. In almost every period and community until the modern age, the Talmud was the main object of Jewish study and education (…)” (Safrai, s. 379). Den jødiske historiker Heinrich Graetz skriver om Talmud, at den for jøderne var ”(…) a family history for succeeding generations, in which they felt themselves at home, in which they lived and moved (…) the external world, nature and mankind, powers and event, were for the Jewish nation insignificant, non-essential, a mere phantom: the only true reality was the Talmud. A new truth in their eyes only recieved the stamp of veracity and freedom from doubt when it appeared to be foreseen and sanctioned by the Talmud. Even the knowledge of the Bible (…) were only known to them through and in the light of the Talmud.” (Graetz, s. 634) .
Talmuds betydning var altoverskyggende for de europæiske jøder. Ved den har de udlagt deres religiøse skrifter, forstået verden og fældet domme. Den var ikke reserveret en rabbinsk elite, men påvirkede alle jøder. Hvis der i Talmud findes visse attituder eller holdninger i forhold til kristendommen, så har de påvirket jøderne direkte eller indirekte. Dens vigtighed taget i betragtning må den have ledt til konkrete opførselsmønstre og attituder. Med disse indledende bemærkninger kan vi nu vende os til Luthers skrift.
*
Luther omtaler jødernes ”(…) løgne imod personer (…)”, konkret ”(…) deres løgne om Vorherres person og tillig om hans kære moder (…) (Luther, s. 185). Jesus kaldes en ”(…) horeunge og hans moder Maria en hore, som har avlet ham i ægteskabsbrud med en smed.” (ibid., s. 187). Jesus beskyldes for at være en ”(…) troldmand og djævelens barn (…)” og for at have kunne ” (…) udtyde Tetragammaton (…)” [יהוה], og dermed have været i stand til at gøre undere. Jesus kaldes altså for en magiker eller lignende. Luther nævner ikke anklagernes ophav, men synes at hente dem fra Salvagus Porchetus’ polemiske værk ”Victoria adversus impios Hebraeos” (1520), hvilken i høj grad bestod af materiale fra dominikanermunken og hebraisten Raimundo Martís værk ”Pugio Fidei” (ca. 1270). I ”Pugio Fidei”, et polemisk skrift, trækker Martí på den babylonske Talmud (Hasselhoff, Wiersma, s. 11), som indeholder skriftsteder, der om end ikke er i komplet overensstemmelse med Luthers ordlyd, betydningsmæssigt bliver det samme. Således findes der i den anden del af Misnah, Talmuds ene hovedkomponent, et længere skriftsted hvor Jesus omtales som en bastard og Maria som havende både en ægtemand og en elsker. Jesu rigtige fader er Marias elsker, en vis Pandera eller Pantera som sandsynligvis var romersk soldat (Schäfer, s. 18, 98), hvilket gør det hele så meget mere forargeligt, da hun dermed agerede som feltmadras for den romerske besættelsesmagt. Maria beskrives yderligere som havende langt løst hår, hvilket i konteksten indikerer uanstændighed og løssluppenhed (ibid., s. 18). I hans polemiske pamflet ”Juden veindt” (1509) kunne Johannes Pfefferkorn (1469–1523), tysk jødisk konvertit til kristendommen dokumentere, at jøderne dagligt inkorporerede disse forbandelser over Jesus og Maria helt i overensstemmelse med Talmuds ordlyd. Jesus kaldtes en ”mamzer” (ממזר), bastard, og Maria en ”zonah” (זונה), luder (Rummel, s. 54). Hvilken jødisk menighed Pfefferkorn refererer til er usikkert, men den har enten været i Prag, Nürnberg eller Köln (ibid., s. 3). Samme motiv findes også i ”Toledot Yeshu”, et jødisk polemisk skrift mod kristne og let tilgængeligt i middelalderen, som Luther var bekendt med. Magiker motivet optræder i den babylonske Talmud, men også her i en lidt anden skikkelse end den Luther fremfører. Jesus beskyldes for at have tilbedt en sten[1], dvs. afgudsdyrkelse, udøvet magi og for at have ledt Israel på affveje (Schäfer, s. 35, 37, 102). I en rabbinsk forvrængning af lidelseshistorierne læses der, at Jesus blev stenet for at udøve magi, blasfemi og forføre Israel til afgudsdyrkelse (ibid., s. 64, 68, 106).
”Toledot Yeshu” hævder, at Jesus udførte sine mirakler gennem Tetragammatons magiske kraft ved at bruge viden, som var stjålet fra templet, også i overensstemmelse med Talmud. Antonius Margaritha (d. 1542), tysk jødisk konvertit nævner dette specifikke skriftsted i hans polemisk værk ”Der ganz jüdisch glaub” (1531), og ligeså Victor von Carben, tysk rabbiner og konvertit i hans ”Juden Buechlein” (1508/1509) (Walton, s. 36-37). Luther har med sikkerhed kendt Margarithas skrift og måske Von Carbens.
*
Luther anklager jøderne for at drive spot med Jesu navn: ”(…) de [fratager] ham hans navn. Jesus betyder nemlig på hebraisk Frelser (…) ” (Luther, s. 186) Men ”For at ærgre os gør jøderne det, at de kalder ham Jesu, som på hebraisk ikke er et navn eller ord, men tre bogstaver, ligesom cifre eller talbogstaver (…) Således siger de Jesu, hvilket er 316. Dette tal skal derefter give et andet ord, hvori der står ”Hebel Vorik”” (ibid., s. 187). Luther refererer til gematria, hebraisk numerologi, hvor det hebraiske alfabets bogstaver tilskrives talværdier. Anklagen henter Luther fra”Der Ganz Jüdisch glaub”. I værket henviser Margaritha til Aleinu bønnen, der reciteres ved afslutningen af de daglige bønner. En af bønnens passager er et sammensat citat af Es 30:7a: ”Egyptens hjælp er intet og tomhed (הֶ֥בֶל וָרִ֖יק), ” og Es 45:20e: ”og som beder til en gud, der ikke kan frelse”. Margaritha skriver, at jøderne tolkede ordene ”intet og tomhed” ved gematria og dermed udledte talværdien 316[2]. Denne talværdi er identisk med den gematriske talværdi af ”ישׁו”[3] (”Jesu”). De tolkede dermed Es 45:20e i lyset af den gematriske udlægning af Es 30:7a som omhandlende Jesus, ”(…) en gud, der ikke kan frelse”. (Walton, s. 63). Ikke kun Margaritha, hvis skrift primært belyser jødisk etos i Regensburg (ibid., s. 20), men også andre konvertitter bekendte, at dette var en udbredt praksis (ibid., s. 63), bl.a. i Venedig (ibid., s. 51).
[1] Stentilbedelsen afspejler det babylonske miljø, som Talmud tilblev i og skal her blot symbolisere almen afgudsdyrkelse fra et jødisk perspektiv.
[2] å = seks, ø = tohundrede, é = ti, ÷ = hundrede = 316
[3] é = ti, ùÑ = trehundrede, å = seks = 316
*
Luther omtaler gennem skriftet et generelt jødisk hovmod og had: de ”(…) roser sig af og takker Gud, for det første fordi de er skabt som mennesker og ikke som dyr, dernæst fordi de er Israel og ikke gojim, hedninger (…)” (Luther, s. 93). Luther omtaler ”bespottelige sange om ros og hovmod” (ibid., s. 100), ”De er de pralende, hovmodige gavtyve (…)”, som kun kan ”(…) rose sig selv og foragte og forbande den øvrige verden (…)” (ibid., s. 106). De har et ”(…) dødeligt had til gojim (…) ” (ibid., s. 157). Luther ”(…) ser i deres skrifter, hvor de forbander os gojim, og i deres synagoger og bønner ønsker os alt ondt” (ibid., s. 166). Luther angiver ingen bestemte kilder, men han trækker måske på ét eller flere skrifter af Pfefferkorn, sandsynligvis igen på Margaritha og andre. Pfefferkorn skriver i sin ”Judenfeind”, at jøderne dagligt beder to bønner mod de kristne og nærer et generelt had til dem (Rummel, s. 55-56). Det ”pralende hovmod” og de ”forbandelser”, som Luther refererer til, kan han have læst i Pfefferkorns ”Die Judenbeicht” (1508). Pfefferkorn beskriver jødernes nytårsfejring. Efter gudstjeneste i synagogen træder et menighedsmedlem frem og reciterer ”Birkhot HaShachar” bønnen, hvori menigheden takker Gud for ikke at have gjort dem til kvinder, kristne eller andre folkeslags slaver (Rummel, s. 72). Margaritha nævner også denne bøn. Margarithas skriver, at jøderne opfattede de kristne som urene (Walton, s. 21), forbandede dem under deres påskefejring (ibid., s. 35) og ved udsigelse af Jesu navn tilføjede de ”ימח שׁמו”, dvs. ”Må hans navn blive udslettet” (ibid., s. 65). Luther refererer flere steder til spyt og bespyttelse: at de kristne ærer en Messias ”(…) som forbandes og bespyttes (…) (Luther, s. 191), at jøderne ikke blot lyver om og spotter Jesus og Maria, men ligeså mod de kristne personligt gennem ”(…) et uvejr af forbandelser, skældsord, bespyttelse (…)”(ibid., s. 192-3) og at jøderne ”(…) for næsen af os frit (…) bespytter og vanærer Kristus og os (…) (ibid., s. 196). Luther nævner ikke eksplicit om hvorvidt han refererer til noget konkret eller om denne bespyttelse blot skal forstås billedeligt, som en generel uvilje. Noget tyder dog på, at han endnu engang trækker på Margaritha. Margarithas skriver at jøderne, når de udsiger førnævnte citat fra Es 45:20e i Aleinu bønnen, spytter tre gange mod Jesus og de kristne. Dette skulle have været et fast indslag i bønnen siden slutningen af det 12. århundrede i Rhinlandet (Walton, s. 63).
*
Flere eksempler kunne angives, som ville give vægt til Luthers påstande: skriftsteder fra Talmud som Luther ikke selv nævner, fx det bizarre narrativ om Jesus der brænder i Gehenna i kogende afføring med Titus (Schäfer, s. 83-6). I det forudgående er heller ikke alle de kilder inddraget som Luther selv benyttede (Nikolaus af Lyra, Paulus fra Burgos og diverse rabbinere). Flere af Luthers kritikpunkter kunne opremses, fx jødisk mission (omskærelse af kristne slaver bl.a.) og åger, hvilke begge, med visse forbehold, var realiteter. Ydermere kunne der inddrages pavelige buller, jødisk litteratur osv. Jeg har forsøgt at påvise, at visse af Luthers anklager mod jøderne ikke var varm luft. Tværtimod rettede de sig mod stedfundne handlinger, holdninger og attituder blandt visse jøder, som har gjorde det til en byrde for den kristne majoritet at lade dem leve blandt sig. Med dette slået fast ønsker jeg nu at vende blikket mod en nyere bog om Luther. Det drejer sig om afsnittet i professor Martin Schwarz Laustens bog ”Luther og de fremmede” (2017) (s. 30-39), der omhandler ”Om jøderne og deres løgne”.
Professor Lausten er kritisk overfor Luthers påstande og det er der intet i vejen med, for Luthers skrift indeholder ikke kun sandheder. Jeg mener dog ikke at det retfærdiggører Laustens behandling af skriftet. Man overraskes over den lethed og ensidighed hvorved det gøres. I stedet for at granske Luthers anklager, indrømme dem en vis berettigelse og udtrykke en vis forståelse for den almene kristne lede, lader Lausten blot Luthers påstande stå. Det er svært at gennemskue hvorvidt Lausten anser dem for ikke-faktuelle, som pure anti-jødisk opspind, eller om han anerkender dem som fakta, men ikke vil tilregne det nogen betydning for Luthers og den almene, middelalderlige kristne opfattelse af jøderne. Således bliver anklagen om bespottelsen af Kristi navn kort nævnt som at jøderne ”Løgnagtigt forvrænger (…) Jesu navn, så det får en ond betydning (…). Men, skriver Lausten, ”Luther henviser ikke til jødiske kilder. Han bygger her på de mange antijødiske angreb, rygter og fordomme i den fra jødedom til kristendom omvendte Antonius Margarithas bog (…) ” (Lausten, s. 36-7). Men en, der før har tilhørt jødedommen og har indgået i en jødisk dagligdag med alt hvad den indebærer er da vel en jødisk kilde og må i kraft deraf have en vis insider-knowledge? Margaritha var barnebarn, søn, nevø og bror af anerkendte rabbinere og selv praktiserende jøde (Walton, s. xiii) og hvad han beskriver er sandsynligt udtryk for personlig erfaring (ibid., s. 17). Kan det passe at det hele blot er fordomme? Lausten tager ikke Margarithas ord for gode varer og det synes at han gør det ud fra en præmis man ser hos visse historikere, der beskæftiger sig med jødisk konvertitter. Man tror at konvertitten overkompenserer og lefter for sine medkristne, ud af frygt for at blive mistænkeliggjort af sine nye brødre i troen, ved at yde dem saftige og tvivlsomme informationer om tidligere religiøse frænder. Men er det virkelig plausibelt, at Margarita skulle lyve? Lausten lader også blot påstanden om ”(…) at Maria var en horkvinde og Jesus et horebarn (…)” (Lausten, s. 36) stå. Anerkender Lausten, dog blot uden at ville tillægge det betydning, at dette står i den babylonske Talmud og diverse polemiske skrifter og har påvirket jødernes opfattelse af og opførsel mod de kristne? Eller mener han at det er det pure opspind? Det forekommer mig tvivlsomt, at professor Lausten ikke er bekendt med dette udsagn, da han unægteligt er ganske velbevandret i jødisk litteratur og historie. Men hvis det er tilfældet, hvorfor bagatelliseres det så? Dette talmudiske udsagn og lignende har haft enorm betydning for kirkens og kristenhedens opfattelse og behandling af jøderne – hvordan kunne det andet? Men professor Lausten vil ikke bruge tid på det. Ligeledes skriver professor Lausten at ”Luther er ligeledes overbevist om, at de håner og spotter de kristne, når de taler sammen indbyrdes (…) (ibid., s. 36). Professor Laustens ordvalg, at Luther er ”overbevist”, giver det unægtelig et skær af det fantastiske og usande, men er det det? Pfefferkorn, Margaritha og andre skrev eksplicit om hvordan jøderne indbyrdes kommunikerede, når kristendommen og kristenheden var samtalens genstand og det var ikke flatterende. Med den talmudiske kultur in mente er det heller ikke overraskende. Jeg vil ikke angive flere citater fra Laustens bog men blot anføre, at han i dag ikke er alene i denne tendens til at se bort fra eller negligere jødernes opførsel i den europæiske middelalder, for så til gengæld kun at betone kristelighedens andel i stridighederne.
*
Kan der nu angives en grund, udover den religiøse, for den jødiske opførsel? Spørgsmålet er, om sådanne generelle attituder og handlinger ikke er uundgåelige, hvor der forefindes en kraftig udvælgelsesbevidsthed i kraft af etnos, hvorved en gruppe véd sig adskilt fra andre etniciteter, som de bor iblandt. En tendens til at afsondre sig og at foragte er næsten uundgåelig. Er en stærk etnocentrisme, etnisk solidaritet og en negativ attitude og nedvurdering af ”de andre” og deres ikke en følge? Og vokser der ikke ud af selvbevidstheden og den påtagede distance fra det givne et behov for kraftig selvhævdelse, enten af religiøs eller anden art, der eroderer det givne? Og må ”de andre”, majoriteten, som jøderne, minoriteten, omgås med, ikke bide mærke i dette og forarges? Tacitus skriver i hans ”Annales” (V. IV): ”Jøderne regner alt det for profant, som for os er helligt: omvendt tillader de alt det, som vi forkaster”. Videre skriver han (V.V): ”Overfor hinanden er jøderne meget loyale, rede til at udvise medfølelse, men overfor alle andre fjendtlighed og had. Ved måltid afsondrer de sig, de sover adskilt (…) de afholder sig fra samleje med fremmede folk”. Grundtonen er den samme i Søren Krarups ”Harald Nielsen og hans tid”, skrevet 1800 år senere, hvor Krarup om Georg Cohen Brandes skriver, at han var ”(…) uden pietet for fortiden, fordi der ikke var bånd mellem ham og den. (…) Han hånede grundfølelsen, som (…) var (…) dansk, han angreb med hele sin voldsomhed den kultur, der var bestemt af kristendommen (…). Han angreb så at sige folkestammens idealer.” Ifølge Brandes selv forstod han sig ikke som etnisk dansk, men som etnisk jøde og i kraft af det, ifølge ham selv, stod han i et grelt modsætningsforhold til Danmark og nærede ”det mest levende had til kristendommen”. Under en rejse i syden erfarede Brandes ”(…) hvor modsat han var danskerne, hvor forskelligt de reagerede (…) På grund af sit jødiske blod[1] var han uden pietet for og samhørighed med landets fortid (…)”. Det samme, tror jeg, er tilfældet med Tacitus’ og Luthers jøder. Det synes, at hvor der findes en stærk jødisk selvbevidsthed, religiøs og/eller etnisk, uagtet hvor i historien man slår ned, står den jødiske minoritet ofte i et modsætningsforhold til majoriteten, hvilken historisk set næsten altid har været kristne. Den jødiske minoritet, pga. fremmedgjortheden for det givne, undergraver så at sige den kontekst hvori de befinder sig, gennem spot og religiøs selvhævdelse, enten for at fremme egne interesser eller blot for nedbrydelsens egen skyld. Følgen er, at den kristne majoritet med tiden presses til grænsen. Det er i kraft af det etniske forhold, der forholder sig til sig selv, at dette hænder. Det er i kraft af selvet der, positivt, forstår sig selv som tilhørende en etnicitet og dermed en lang, bagudrækkende kæde og negativt som stående i et modsætningsforhold til ”de andre”. Det er en naturlig selvbevidsthed, som den moderne individualistiske europæer svært kan fatte. I dag forekommer den nærmest som en patologi, et levn. Men dette forhold er reelt og virksomt, både i antikken, middelalderen og i dag. Sandeligt, det er blot menneskeligt, alt for menneskeligt. Mysteriet findes ikke.
*
[1] Krarup udtrykker sig uden tvivl uheldigt her. Ved at betone Brandes’ ”blod” kommer han til at tillægge Brandes en form for racemæssig eller biologisk determination, hvilket ikke er hans hensigt. Udtryk som ”ophav”, ”etnicitet” eller ”opkomst” havde været bedre, thi det var i kraft af, at Brandes forholdte sig til disse identitetsmæssige grundvilkår, at han handlede som han gjorde. Dette er Krarups egen mening, som går tabt i forkert ordvalg.
Leave a Reply