PRÆDIKEN
Prøv at forestille jer Bibelens ord som brikker i et stort puslespil. Puslespillet forestiller et landskab. Nederst er mark og eng, træer, dyr. I midten af puslespillet er horisonten, hvor brikkerne går fra grønlige nuancer og over i de blålige. Dernæst følger den klare blå himmel.
Den nederste del af puslespillet handler om det menneskelige liv på jorden, om hvordan vi mennesker skal handle i verden og overfor hinanden. Horisonten, overgangen fra grøn til blå handler om menneskenes forhold til det himmelske, til Gud. Og himlen, ofte de sværeste brikker at lægge, handler om noget rent himmelsk og guddommeligt.
Vores opgave er, at forsøge, at lægge brikkerne korrekt. Det er ikke nemt. Brikkerne snyder af og til, de kan synes at passe sammen uden at gøre det. Og der er fare for, at hele puslespillet går i koks, hvis man lægger bare én brik forkert. Det er også afgørende, hvor i puslespillet vi begynder at sammensætte brikkerne. De grønne brikker skal nederst, de blå skal placeres i toppen. Dagens Ord skal vi forsøge at samle i midten af puslespillet. I menneskers forhold til Gud.
I søndagens tekst taler Jesus om, hvordan faderen har skjult dette for vise og forstandige og åbenbaret det for umyndige. Hvad er det, han har skjult? Og hvorfor i alverden skjule det over for vise og forstandige, men åbenbare det over for umyndige?
Ordet umyndig lyder ikke godt i vores ører. Synonymer til ordet er enfoldig, naiv, ulærd. Man får associationer til hovedpersonen i Dostojevskijs roman Idioten, Fyrst Mysjkin hedder han. Han har en enfoldig tilgang til verden. Jer, der har læst romanen, ved, at det ikke går Fyrst Mysjkin lige godt. Hans godtro bliver udnyttet og han snubler i forsøget på, at gøre alle, han møder, tilfredse. Han kaldes en idiot for sin barnagtighed.
Visdom og forstandighed derimod, det giver os positive associationer. Så hvorfor taler teksten negativt om at være vis? Har Gud noget imod visdom og forstandighed? Som sagt, skal vi forsøge at samle brikkerne i midten af puslespillet. Teksten i dag handler ikke om vores jordiske liv, menneske til menneske. Den handler om vores kendskab til Gud.
Hvad vil det så sige, at kende Gud? Er det overhovedet muligt, at lære Gud at kende? Det græske ord for at kende, ἐπιγινώσκω, indeholder også betydningen ’at genkende’. Måske er det at kende, at vende tilbage til ens oprindelse. Til hvor vi før, har været. Og hvor vi siden skal hen.
Man har i dag utrolig travlt med, at lære sig selv at kende, og vi gør brug af alverdens prædikater til at finde svaret. Men jeg tror, at hvis vi virkelig skal lære os selv at kende, skal vi lede bag os, i vores oprindelse, i Gud.
Der er forskel på at være vis og at kende.
Martin Luther adskiller verdens visdom fra virkelig visdom ved at skrive, at ’verdens visdom kan og ved ikke at lære mere end hvordan man kan få fred på jorden. Virkelig visdom er intet andet end kundskab om Gud, når jeg ved, hvad jeg skal mene om Gud, og kender hans guddommelige velbehag.’
Visdom og forstandighed i dagens tekst skal forstås som en menneskelig visdom i forholdet til Gud. Vi skal ikke gøre os vise over for Gud. Vi skal i stedet søge kendskab til Gud. For det er det, der gør os vise.
Har den umyndige så lettere ved, at lære Gud at kende? Umyndighed forbinder vi med børn. Som jeg ser det, er Guds rige børnenes fordi de er så barnagtige, naive, netop de ’umyndige’ som teksten skriver, at Gud har åbenbaret det for. Vi siger jo også hele tiden, at sandheden, den skal man høre fra børn.
Forfatteren af Narniaserien, C. S. Lewis, skriver det således: ”Da jeg blev en mand, opgav jeg barnagtige ting såsom frygten for barnagtighed og ønsket om, at være helt voksen”.
Vi må huske på, at vi jo alle sammen er børn. Og at vi alle sammen har den samme Fader.
Det er først når vi mennesker bliver voksne, at vi får et åg ned over skuldrene. Vi bliver myndige. Det, der gør vægten særlig tung er ansvar. Ansvar over for dem, vi elsker. Og frygten for at fejle i det ansvar.
Jeg læste på min daglige cykeltur gennem Nørrebro en tekst på en væg: ”bekymringer er mistilliden i beklædning”. ”Bekymringer er mistilliden i beklædning”. Ikke, at al graffiti på Nørrebro skal tages for gode varer. Men denne sætning blev hos mig. Det er nemt, at have mistillid mennesker iblandt, det er sågar nogle gange fornuftigt og vist, at være kritiske over for menneskelige hensigter. Men lad os igen huske, hvor vi lægger dagens puslespilsbrikker.
Tillid er tæt forbundet med tro. Der skal tro til før vi kan have tillid. Der skal ligeledes også tillid til, før vi kan tro. De to ting forudsætter hinanden. Vi må derfor have tillid til Gud, før vi kan tro på ham. Og vi må naturligvis også tro på Gud, før vi kan have tillid til ham.
Og vi må stole på, at Gud ved, hvad han laver. Jeg siger ikke, at vi skal fralægge os alt ansvar, og lægge det over på Gud. Overhovedet ikke. Vi har et kæmpe stort ansvar over for hinanden. Men et ansvar, som Jesus tilbyder os at hjælpe med at bære. Han tilbyder os sit åg at bære vores byrder på. Han tilbyder os, at bære vores synder, når vi fejler og svigter. Når vi mislykkes.
Man kan da stille spørgsmålet, hvornår det er en god idé at lade sig lede af egen forstand og hvornår vi skal lade os lede af Gud?
Vi kan vel kun tage ansvar for det, vi har magt over. Fx kan vi ikke være skyldige i sygdom og død, da det ikke er i vores magt. Tillid til Gud er, at slippe tøjlerne i det vi ikke har magt over. Og det mindsker en stor del af vores bekymringer. Det letter åget.
Med Jesu åg på ryggen, bøjer vi os under hans retfærdighed. Vi giver ind under Guds ledelse. Visdom og forstandighed i denne forstand er, i mangel på kendskab til Guds retfærdighed, at opstille sin egen. Den, der gør det, erkender ikke Gud som alrådende og almægtig og ved derfor ikke, hvad der skal til for at være retfærdig overfor ham. Det centrale er, at gøre op med tanken om, at Guds retfærdighed er lig vores forståelse af retfærdighed. Hvis vi gør det, trækker vi Gud ned på vores menneskelige niveau. Vi placerer de blå puslespilsbrikker nederst blandt de grønne.
Det er nemlig Gud, der er dommeren, ikke os. Det er ikke op til os at pege fingre, dømme hinanden og at hæve os på bekostning af andre. Teksten er en lussing i ansigtet over for alle os, der gør os kloge på sandheden. Os der tror, at vi har regnet den ud.
Så hvad er det, Gud har åbenbaret? Ja, jeg ved det ikke. Men jeg ved, at det kun er gennem Kristus, at vi kan lære det at kende. For ingen kender Faderen undtagen Sønnen, og den, som Sønnen vil åbenbare ham for.
I virkeligheden holder vores puslespil ikke. De blå brikker sniger sig jo netop ned i den grønne, nederste del af puslespillet. Guden i tiden roder op i vores puslespil – i vores verdensbillede. Vi får vendt op og ned på forestillingen om retfærdighed, og vi må forarges over, at vi skal elske vores fjender og at vi selv er elsket på trods at vores tilbøjeligheder og slette handlinger.
I dag er kirkeårets sidste dag. Vi har lige haft trinitatistiden, hvor vi fokuserer på, hvad et godt kristenliv er. Søndagens tekst binder slutningen af trinitatis sammen med begyndelsen af adventstiden, som markerer forberedelsen på Jesu genkomst.
Vi får denne sidste formaning inden, at vi skal klargøre os og glæde os til Kristi komme, hvor vi vender tilbage til vores oprindelse. Hvor vi lærer Gud at kende. For et fuldstændigt kendskab til Gud får vi ikke åbenbaret. Vi genkender først Gud når vi kommer hjem, i opstandelsen. Og da vil Gud samle resten af puslespillet for os, for det kan vi ikke selv. Indtil da har vi kun et ufuldstændigt kendskab til Gud. Og indtil da skal vi turde bøje os under Guds retfærdighed. Og det er her, at troen kommer ind i billedet. Vi skal turde tage imod troens gave, der ligger klar ude foran hoveddøren, dag og nat. Det er at tage Kristi åg på sig. Og hans åg er godt, hans byrde er let. Med tillid og tro skal vi bære Kristi åg, som han gjorde det. Med fuld tillid til Guds vilje og vej. Så kom, alle I, som slider jer trætte og bærer tunge byrder, og find hvile i Gud.
Amen
Leave a Reply