Dag: Allehelgens fredag 3. november 2017
Tekst: Matthæus, kap. 5, vers 1-12
Salmer: 659 – 51 – 573 – 571
”Du ser helt salig ud!” Sådan siger vi til hinanden, når personen, vi taler til, er helt opfyldt af glæde over noget. Men er det mon den følelse, som vi netop har hørt Jesus tale om i evangeliet? Måske går det bedre for vores forståelse af bjergprædikenens saligprisninger, hvis vi bruger en anden oversættelse af det græske ord μακάριοι end salig. Det kan nemlig også oversættes med ”velsignet”.
”Velsignet er de fattige i ånden, for Himmeriget er deres. Velsignet er de, som sørger, for de skal trøstes”. Og er det ikke netop en velsignelse at kunne sørge? Er det ikke en velsignelse at have kendt en eller flere personer, som man sørger over at have mistet?
På dagen og tiden omkring tabet, da kan man nok ikke se velsignelsen i det. Så er det, at Vor Herre selv griber ind og siger ”du skal trøstes!”. Og med tiden kan man se en velsignelse i alle minderne; i alle oplevelserne med den, som man har mistet. Det er tidens nådige gerning, at vi lærer at leve med savnet. ”Du går alligevel i livets retning, når du gør sorgen til din følgesvend”, som Svein Ellingsen udtrykker det i salmen, som vi har lige har sunget.
Da evangeliets ord blev sagt første gang var det sommer med fuglesang under himlen og et mylder af blomster. Jesus og disciplene var på en bjergskråning i Galilæa. Mange mennesker var taget ud til dem og Jesus holdt det, som vi i dag kender som ”Bjergprædikenen”, hvor saligprisningerne er en del af.
I dag er det ikke sommer. Det er Alle Helgens søndag. Det er den dag i kirkeåret, hvor vi mindes dem, der er gået bort og måske i særlig grad mindes dem, der er gået bort i det forløbne år. Det giver dagen sin egen sorgfyldte stilhed sammen med den glæde, man føler over at kunne mindes den tid, man fik sammen med den eller de personer, man sørger over.
Men der er også nogen, der sidder med en dyb smerte i sig, ja, måske ligefrem vrede, fordi de har mistet en person, der stod dem meget nær. Da er det, at dagens tekst bliver evig gyldig – ”Velsignet er de fattige i ånden, for Himmeriget er deres. Velsignet er de, som sørger, for de skal trøstes.”
Det er Jesus selv, der giver trøst og lindring til os, som efterladte. De fattige i ånden er os, når vi ikke kan se nogen mening; når vi er vrede på Gud – da er vi fattige i ånden. Men Jesus har taget os under sin kærlige vinge og sagt, at Himmeriget er vores. Det ligger som en fast grund i hele vores tilværelse. Også når vi er døde og er kommet op i Himlene, da er Gud vores faste grund.
Der er en historie som meget fint beskriver, at Gud er vores faste grund. Det er historien om en person, som netop er død og er kommet op til Gud i Himlen. Her ser de sammen personens liv på en skærm. Oppe i hjørnet er der et billede i billedet af sand og fodspor. Filmen viser både personens glæder, sorger, den trivielle hverdag, opture og nedture. Indimellem ser man to fodspor i sandet og indimellem kun et.
Da filmen er færdig spørger den afdøde Gud: ”Hvor var du, når jeg var ked af det? Hvor var du, når livet gjorde ondt?” Gud svarede: ”Jeg var der. Lagde du mærke til billedet med sandet og fodsporene? De fodspor er dine og mine. Når du var glad, så gik jeg ved siden af dig. Men når du var ked af det, når livet gjorde ondt, så bar jeg dig”.
Den historie viser, at når vi er kede af det, når livet gør ondt, så er Gud der og trøster os. Så er Himmeriget også vores. Og vi levende kan vide os velsignet ved at vide, at vore kære afdøde er i Guds trygge hånd. Han har taget dem og os i sin favn – og deri kan vi føle os trøstet. Så selvom vi i øjeblikket og tiden omkring et dødsfald ikke kan se nogen mening endsige velsignelse med døden. Selvom vi er fattige i ånden, så må vi dog trøste os ved, at vore kære er hos Gud, for Himmeriget er deres og vores.
Allerede ved vores dåb lyder det fra Gud, at han er med os alle dage – ikke bare de dage, hvor vi er glade, men også og måske endda i særlig grad de dage, hvor vi tvivler; de dage, hvor vi sørger og de dage, hvor vi er vrede på Gud. Ja, Han er med os alle dage indtil verdens ende. Amen.
Lov og tak og evig ære være dig, vor Gud, Fader Søn og Helligånd. Du, som var og er og bliver én sand treenig Gud, højlovet fra første begyndelse, nu og i al evighed. Amen
Lad os alle bede:
Vi takker dig, Herre Jesus, for at du har taget byrderne fra os. Vores afmagt bærer du, vores synd tilgiver du og vores uro synker til bunds i din fred.
Giv os velsignelse til at lyse for andre, som de lyste for os, så også vore kære en dag må kunne takke dig for, at vi har levet.
Vi beder dig: Lad freden blive i os; Lad troen bære os; Lad håbet løfte os og kærligheden gennemlyse alt. Velsign og bevar din hellige, almindelige kirke og os i den. Velsign og bevar dine hellige sakramenter og lad dit ord have frit løb iblandt os, for at dit rige med retfærdighed, fred og glæde i Helligånden må udbredes og vokse og nådens lys skinne for alle dem, der sidder i mørke og dødens skygge.
Hold din beskærmende hånd over vort folk og fædreland og al dets øvrighed. Velsign og bevar vor dronning og hele det kongelige hus. Giv dem og os alle nåde, fred og velsignelse og efter et kristeligt liv den evige salighed. Amen
Lad os med apostlen tilønske hinanden:
Vor Herre Jesu Kristi nåde
og Guds kærlighed
og Helligåndens fællesskab
være med os alle! Amen.
Leave a Reply