Dette er fortsættelsen på en debat, der udløstes ved chefredaktørens Leder i Arken nr. 166. Har du ikke læst Lederen eller Mikkel Todes debatindlæg, kan du læse begge her!
Kære Mikkel
Så er der dømt debat! Godt at se at du har taget boksehandskerne på og meldt dig ind i kampen. Jeg har læst og nærlæst dit modsvar, og det var som forventet med hård pen og hvas tone, og selvom det er mig, der stod for skud, fik dine satiriske indslag alligevel rusket i lattermusklerne. Tak for (ind)slaget!
Jeg forstår, at det er blevet min tur til at løfte sagen op igen. Og jeg løfter i den tunge ende. Det er nemlig altid sværere at fremsætte noget positivt, end det er at pille noget fra hinanden.
Først vil jeg let og elegant hoppe over diskussionen om, hvordan en ”shit storm” bør defineres og hvorvidt kommentarerne på studieforum kan læses med eller uden popkorn. Dog vil jeg blot efterlade den bemærkning, at det roder lidt i stempelkassen. Det er vist ikke helt rimeligt at kalde mine usaglige bemærkninger for ”groteske”, mens dine egne slipper med dommen ”lige lovligt kradse”. Lad os kalde en spade for en spade.
Eftersom jeg ikke citerede dig i min leder – hvad jeg ærligtalt gjorde ud fra den hensigt ikke at hænge dig ud – så vil jeg se at få det gjort denne gang. Du skriver til sidst i dit indslag:
“Afslutningsvis vil jeg derfor tillade mig at undre mig over, at min redaktør vælger at lægge så megen vægt på Guds indgriben, som om ikke netop dét var det centrale for ethvert kristent menneskes tro. For nogle af os drejer det sig bare om, at han har gjort det.” – Mikkel Tode
Og…
”Således hører vi også i Folkekirken på Anden Påskedag (…): ’Der skal forkyndes om Herren for kommende slægter, man skal forkynde hans retfærdighed for folk, der fødes, for han greb ind!’ (Sl 22 31b-32)”– Mikkel Tode
Og…
”Det er dén indgriben, som ethvert kristent menneske skal leve af og på: at Kristus har frelst os én gang for alle med sin død og opstandelse. At det er ham, og ikke os, det kommer an på.” – Mikkel Tode
Til alt det har jeg kun én ting at sige: AMEN! Som du selv skriver, er dette ting, som er centralt for ethvert kristent menneskes tro, og heri indgår ”karismatikerne” altså også. Hvad er problemet? Jeg kan godt se, det ville være et problem, hvis forbønspraksis og en sygelig mirakelforventning skubbede forkyndelsen af evangeliet ud af billedet. Men det er en fare, som de karismatiske kirker er bekendt med, og hvis der skulle findes en forsamling, der ikke var det, så vil jeg gerne have mig frabedt at blive associeret med den. Faren for at forkyndelsen af evangeliet overskygges af andre ting, er dog mindst lige så overhængende i Folkekirken – hvilket jeg ved, at du ved.
Lad mig lige tilføje, at jeg er glad for Folkekirken. Ja, jeg holder også af Tidehverv (dvs. dem der anser sig for at være en del af bevægelsen)! Jeg lytter til, hvad de har at sige. ”Giv ære, til den I skylder ære” (Rom 13,7). Men det kræver af og til en god portion tid, tålmod og indlevelse at forstå sin modsætning. Ofte virker det til, at man taler helt forskellige sprog, at man ikke sender og modtager på samme frekvens. Jeg giver her endnu et forsøg på at mægle:
Vi synes at være enige i, at det et kristent menneske lever af og dør på, er evangeliet om, at ”Kristus har frelst os én gang for alle med sin død og opstandelse” og ”at det er ham, og ikke os, det kommer an på.” Uenigheden består i om forbønspraksis med henblik på helbredelse leder til en teologi, der bryder med dette evangelie. Jeg slår hermed et slag for, at evangeliets forkyndelse og forbøn sagtens kan harmoniseres. Hele Det Nye Testamente ser i hvert fald ikke en konflikt herimellem. Nu kunne man opliste en række helbredelsesberetninger fra evangelierne og ApG eller citerer flere steder fra Det Nye Testamente, hvor der opfordres til at lægge hænderne på de syge osv. Men os bachelorstuderende er blevet alt for raffinerede til sådan at remse skriftsteder op på den måde. Lad os i stedet tage fat i et enkelt eksempel fra Johannesevangeliet og prøve at destillere noget teologi ud af det – det bliver klassikeren om Lazarus, som Jesus opvækker fra de døde. Min læsning kan virke eksotisk for mange herinde, men jeg beder dig vende et lyttende øre og have et åbent sind:
Jesus opvækker Lazarus fra de døde. Hvorfor det? Lazarus dør jo alligevel igen senere. Og at dø to gange er vel endnu værre end at dø én gang! Selv siger Jesus i fortællingen, at Lazarus’ sygdom tjener til ”at Guds søn skal herliggøres ved den”. (Joh 11,4). Forargeligt! Og det bliver endnu værre. Når Jesus fortæller Martha, at hendes bror skal opstå fra de døde, svarer Martha, at hun selvfølgelig tror på opstandelsen på den yderste dag. Men så flytter Jesus hendes eskatologiske håb over til sig selv i præsens(!), idet han invender: ”Jeg er opstandelsen og livet” (Joh 11,24-25). Efter Lasarus er opstået og hele showet overstået, læser vi at mange af dem, der havde set, hvad Jesus havde gjort, nu kom til tro på ham. (Joh 11,45). Her må man spørge: Hvorfor kommer folk i fortællingen til tro, og hvad kommer de til tro på? Mit svar er ikke, at opvækkelsen fungerer som et Gudsbevis – i hvert fald ikke i strengeste forstand – for der fortælles jo også om folk, som ikke kommer til tro. Nej, på god tidehvervsk manér, slår jeg fast, at tro opstår ved forkyndelsen af evangeliet. Men så siger jeg derefter noget, der udvider lydbilledet en smule: Det er lige præcis en forkyndelse, der er sket i miraklet. Guds søn er blevet herliggjort ved helbredelsen af Lazarus’ sygdom. Det er ikke selve miraklet, som Lazarus kan sætte sin lid til, for det har ikke frelst ham fra at skulle dø igen, men han kan sætte sin lid til det, som miraklet forkynder om! At Jesus er opstandelsen og livet – en tro man både kan leve og dø på. Ligesom det ikke er præstens ord, jeg tror på og sætter min lid til, men det han taler om, på samme måde er det ikke miraklet, jeg tror på, men det, miraklet vidner om (vidner, ikke beviser!). Frikirke-Eva skal dø igen! Men hun hviler i, at Gud har styr på det! For hun er blevet berørt af Gud. Det er budskabet, der betyder noget for hende. Budskabet om at Gud både kan og vil vække mennesket på den yderste dag. Det vidste hun godt i forvejen, men hun har fået lov at mærke det på kroppen. Men det behøver ikke kun være Eva, der bliver opmuntret, for alle er vi én krop. ”Lider én legemsdel, så lider også alle andre. Bliver én legemsdel hædret, så glæder også alle de andre sig.” (1 Kor 12,26) Hvis bare vi kunne se ud over vores egen næsetip, og se at vi er del af den samme krop. Nu har frikirkefolket vandret ind på Det Teologiske Fakultet for at genforenes med sin bedre halvdel, mon andre en dag ville kunne sige: Eva er også min søster, det er min familie Gud har besøgt.
Så lige kort om ham Feuerbach der sniger sig rundt i baggrunden: Er åbenheden for, at Helligånden kan berøre os – på den måde som er beskrevet oven for – en forlængelse af mine egne ønsker og længsler? Det er da muligt. Men jeg synes, det er problematisk at kaste om sig med Feuerbach-kritik, for den rammer jo alle. Den var trodsalt designet til at kritisere tro overhovedet. Ingen har helle fra den kritik! Man kunne jo lige så godt spørge, om ikke afvisningen af al form for karismatik står i forlængelse af et behov for kontrol, ja, måske er dialektisk teologi, eksistentiel teologi, afmytologisering and what not i virkeligheden en ønsketænkning, et ønske om at kunne leve sit liv i fred, følelsen af stoisk ro når bare man forstår hvordan det hele hænger sammen, ønsket om at sikre sig teologien som en intellektuel disciplin. Skulle vi ikke hellere rotte os sammen imod den tyske venstrehegelianer fra det 19. århundrede?
Off the record: Så meget for ”rationel” argumentation. Det lader dog til, at emnet berør os begge på et dybere plan. Et ”irrationelt”. Nu bliver tonen mere personlig. Jeg fortsætter varsomt. Du skriver (Mikkel) i dit indlæg, at en given handling eller hændelse selvfølgelig kan ses som Guds indgriben. Det var jeg glad for at høre. Men når det kommer til Guds indgriben på foranledning af et menneskes bøn, så fremkalder det billeder hos dig, jeg ikke kan genkende. Du beskriver forbøn som at ”vride armen om på Gud” eller som at gøre Gud til en bønneautomat, man ikke kan regne med. Jeg synes, det er ærgerligt, at du ser sådan på det. Selv lægger jeg en værdi i, at bønnen inddrager mennesket i Guds handlen, at både bøn og forbøn er en gave. Det lader til, at du synes at forbøn får det hele til at handle om os. Jeg oplever selv at bøn er et udtryk for lige det modsatte. Bøn gør det klart for os, at det ikke er os, det handler om, men Gud. Jeg mener, at det er selve bønnens koncept. Bøn er at kapitulere over for Gud, fordi man ikke er nok i sig selv. Du citerede den sidste halvdel af Sl 22, der takker for, at Gud greb ind. Men hvorfor undlader du hele den første halvdel, der udtrykker menneskets klage og bøn om hjælp? Handler det om skuffelse? Then count me in. Jeg er blevet skuffet. Så må man – som du siger – have mod til at bede ’ske din vilje’! Men selv Jesus bad ikke ”ske din vilje” før han havde bedt ”Fader, hvis du vil, så tag dette bæger fra mig.” (Lk 22,42)
Samuel Benjamin Nielsen, chefredaktør
Leave a Reply