Af Thomas Nordahl
I disse tider, hvor Valentinsdagens nærvær har erstattet dommedagens nærvær, så man nu skal høre om denne begivenhed frem for den forrige fra andre mennesker igen og igen, ligeså ihærdigt og træls som Jehovas vidner, der i store dele af det 20 århundrede skulle følte sig forpligtet til at fortælle alt og alle mennesker om den nyeste dato, som er blevet sat for dommedag. Hele dette koncept med, at det er så vigtige, at vise sin kærlighed overfor ens ægtemand eller ægtekone er noget af en mærkelig fokus, for hvad skulle der være så godt ved menneskets kærlighed? Man kunne som et korrektiv blot se på Peter Lundin eller mere i nutiden på Rakket Madsen, fordi så kunne man måske forsøge at komme væk fra dette ensidige positive på menneskets kærlighed som noget godt til et mere realistisk syn, hvor man fokuserer på det mørke, der er over hel menneskets kærlighed. Dette viser et af de meget store problemer i disse tider, hvor humanismen med dens skilsmisse fra kristendommen, kommer til den tro og antagelse af mennesket, at den med sin visdom og indsigt skulle kunne dyrke sin egen kærlighed som noget godt i sig selv. Derfor vælges verdens visdom til og Guds visdom ved Jesus Kristus’ korsfæstelsen vælges fra, da mennesket ikke vil erkende sin plads som en skabning og dermed gøre mennesket sig selv til skaberen[1] (1 Kor, 18-31. Rom1,18-32).
Man har glemt i disse tider at stille det kritiske spørgsmål om hel grundpræmissen, for hvorfor skulle den menneskelig kærlighed ” ἄνθρωπος εροσ” overhovedet være noget, der er godt og værd at dyrke eller at holde fast i, for har menneskets overhovedet nogen kærlighed i sig selv, der er værd at dyrke?
Normalt nu til dags, så ser man kærligheden symboliseret ved hjertet, men hvorfor gøre dette, da som den hjerteløse Markus og Matthæus påpeger, så kommer Jesus frem med et helt anden syn på, hvilken slags kærlighed mennesker har i deres hjerter. Dette kommer frem i Jesus Kristus’ kamp imod farisæerne, da de anklager Jesus Kristus for at tillade hans disciple ikke at følge overleveringen ved deres forfædre, fordi de spiser sammen med de urene mennesker. Jesus Kristus forklarer til farisæerne og de skriftkloge med menneskeskaren som tilskuere, Esajas’ anklage imod Israels sønner for deres svigt af Herren. Hovedpointen for Esajas og det samme gælder for Jesus Kristus er det centrale, at de ydre handlinger ikke er det, der lader mennesket blive uren, men de indre handlinger fra ens hjerte, er dem, som lader mennesket blive urent. Det indre kommer før det ydre, vil for mange virke indlysende, men Jesus Kristus intensiver sit budskabet ved at understrege til sine disciple, at hele menneskers hjertes tilstand er af det onde. Menneske hjertes tilstand har været sådanne siden Adam og Eva blev smidt ud af Edens have i urhistorie. Hjertet er ikke et sødt sted, hvor vores dejlige, søde og kærlige tanker overfor hinanden befinder sig, nein, tværtimod befinder hjertes tanker[2] fokus sig kun imod det onde. Disse vilkår er som sagt ikke nogen, der kun fandtes i Jesus Kristus egen tid,. Man kan blot ud fra skriftstedet i 1 Mos 6,5, hvor hele menneskets hjertes tanker beskrives som værende altid rettet imod det onde[3] og ligeledes i 1 Mos 8,21, hvor der bliver henvist til at, menneskets hjerte fra sin ungdom har til hensigt at gøre ondt[4]. Jesus Kristus konkretiserer, hvad disse hjertes tanker er, da de manifesterer sig i det ydre med seksuelt umoralske handlinger, ægteskabsbryderier, tyverier, myrderi, lyster, og onde handlinger[5]. Det er nemlig disse handlinger mennesker kontinuerligt og konstant[6] udføres i deres daglige dage, men hvor kommer de fra? Heldigvis siger Jesus Kristus, hvad der er det fæles ophav til disse onde handlingers fælles er, som består bedrag, tøjlesløshed, det onde øje, den onde tale, hovmod og tåbelighed[7] . Disse onde laster, der er ophavet til menneskers onde tanker og handlinger kommer fra menneskets hjerte, der gøre menneskets tilstande beskidt(1 Mos 6,5;8,21.Mar 7,20-23. Mat 15,7-19).
Alle disse onde handlinger er tydeligt og klart ikke kun noget fortidigt i urhistorien, for Jesus Kristus udpeger disse handlinger som en del af menneskets inderste væsen, i dens hjerte, og de var til før syndfloden og var til efter syndfloden. Selv ved Guds pagt med Abraham og senere med Moses og hans folk kunne mennesket stadig ikke lade være med at følge sit hjerte, som det ubarmhjertig væsen, det er ved ikke at elske ” לְאַהֲבָ֞ה” Herren, der først har vist sin kærlighed ” אָהַב֙” til deres forfædre ved hans udfrielse af dem fra Egyptens slaveri[8], ligeledes vil mennesket ikke elske ”וְאָֽהַבְתָּ֥” sin broder og ” וְאָהַבְתָּ֥” den fremmed. På trods af Herrens kærlighed og nåde, så vælger mennesket blot at forsatte med sin nedbrydning af de 10 bud fra sit hjertes ondskab om og om igen uden, at der er nogen ende på dette i syne. Jesus Kristus har som sagt fremvist, hvordan mennesket konstant på dagligbasis foragter Herren Gud, der sker ved deres daglige nedbrydning af hans love, de 10 bud, du skal ikke dræbe, du skal ikke begå ægteskabsbrud, du skal ikke begære din næstes ejendom, hverken ved hans dyr eller hans kone, som tilføjelse, er, der de seksuelle umoralske handlinger fra 4 Mosebog. Det er ene og alene menneskets hjerte, som stadig begår alle disse onde handlinger[9] (5 Mos 10,12-11,32. 4 Mos 18,3-28;19;18;34). SE 5 Mos 4,37 10,12-11,32
Mennesket har til dags dato stadig problemer med at komme til at erkende og accept dette lod i deres liv, at ondskaben ikke skal ses som noget, der blot kommer ude fra i form af synden, men tværtimod altid er en del af ens eget inderste væsen, da det ikke kun er de andre der er de onde, men ligeledes en selv. Et klart eksempel på denne manglende erkendelse og accept kommer frem i den rige mand, i modsætning til ordene vedrørende menneskets hjerte er fokuseret på onde fra hans ungedag, da han påstår højtideligt om sig selv, at han lige fra sine ungedage har gjort alt som loven befaler en at gøre[10]. Men som Jesus Kristus siger til ham, så tror han blot, at han har gjort nok, men det har han ikke, da han stadig ejer ejendom her på jorden, og dermed er hele hans hjerte ikke fokuseret på Gud alene, men også på ham selv og hans selvoptagne kærlighed (Mar 10,17-27. Mat19,16-26).
Nogle vil nok sige: Hvorfor har Gud så givet tilladelse til nogle af disse ting, så som mulighed for at bryde et ægteskab? Dette skyldes Gud har set[11] menneskers hjertes ondskab og på grund af hans barmhjertighed overfor mennesket har han skrevet forordning til mulighed for skilsmisse på grund af menneskets forhærdet hjerte[12](Mar10,1-5;Mat 19,1-8.).
Markus og Matthæus afviser ikke totalt, at hjertet kan rettes mod det rigtige, som kan ses hos dem begge, da kommer en af Jesus Kristus’ modstander kom over til ham for at høre, hvad er det største bud i loven? Jesus Kristus bekræfter ham i det. Det største bud er, at man skal elske Gud af hele sin sjæl, sind og styrke, for således at elske næsten som sig selv[13]. Nogle vil nok tænke Modsiger dette ikke Markus og Matthæus’ meget klare negative fokus på hjertet? Jeg vil nok forsvare dette med følgende: man skal havde for øje denne teoretiske indsigt kun kom frem af vedkommendes ord alene ikke af vedkommendes handlinger. For Jesus Kristus er der en stor forskel mellem ens indsigt og så ens handlinger, for som med farisæere og de skriftkloge, så virker de smukke og begavede uden på, men i deres inde kommer deres ondskab frem, da de ikke vælger at går fra deres indsigt til de rigtige handlinger (Mar 12,28-34;Mat 12,1-33;15,1-9; 22,34-40;23,1-36.).
Men hvordan kan det så være, at vi kan se rundt i verden mennesker, der kæmper for andre mennesker og nogle gang betale den dyreste pris deres liv? Svaret på dette kommer frem i kristendommen. Paulus kommer det frem med det undervejes i hans breve og Johannes i sit evangelium, hvad kristendommens form for kærlighed er, hvor en selv ikke er i fokus, men tværtimod er fokusset på Gud og næsten .
Vi kan se på Paulus først, der beskriver med den kristne kærlighed agape ”ἀγάπη”, hvordan menneske kun kan elske på grund af at Jesus Kristus’ har vist sin kærlighed ” ἀγαπήσαντός ” til mennesker ved ar overgive sige for vores synder[14]. Jesus Kristus med sin åbenbaring, kalder mennesker[15] ud til at blive hans discipel og med deres svar på tiltalen, så vil han ved troen retfærdiggøre mennesker. Han holder dem fast ved troen, og vi holder fast på ham gennem troen, som han har givet til os [16]. Ligesom med det onde i menneskers hjerte, så har Paulus et lignende syn for ham har menneskene været i en epoke, hvor de trællede for synden og verdens magter [17]. Men der er skete en store ændring; Ved Jesus Kristus’ komme til verden er tidens fylde kommet og i den ny epoke blev dem, som blev kaldt ud af Jesus Kristus gjort kendt af Gud. Nu med hans søn Jesus Kristus ved deres side, så kan de i deres hjerter ” καρδίας” råbe Fader, Far, hvilket viser, at de er blevet adopteret som en del af Guds husstand[18]. Med det nye forhold til Gud kan mennesket nu i stedet for at trælle som før ved jordens partikler eller give mulighed for at lade kødets styre, så skal de nu på grund af Kristus’ frisættelse trælle i frihed for hinanden. Paulus’ formaninger vedrørende etik, er at man skal elske gennem Jesus Kristus’ tro til at trælle for hinanden, således, at vi alene ved Jesus Kristus’ befaling kan bære hinandens byrder, således kan de, som er kaldet ud af Jesus Kristus opfylde Kristi lov[19](Gal 2,16-21;4,1-11;5,1;6;13-14; 6,2-3. Rom 6,17).
For Paulus har hjerte til en central rolle for den kristne, da omvendelse fra at havde været syndens slave til at være retfærdigheds slave først og frem sker ved lydigheden fra deres hjerte ” ὑπηκούσατε ἐκ καρδίας ”. Med denne hjertes lydighed vil Jesus Kristus ved ånden, der er sammen med de kristne i den nuværende tid, der er fyldt med lidelser for dem, men også helliggøre dem i håbet på til den kommende herlighed. Kristus søger dem, som er kaldtes hjerter ” καρδίας” og han giver sin kærlighed ” ἀγάπης Χριστοῦ ” til dem, så de med denne kærlighed kan overvinde alt, som kommer i vejen for dem, for døden, engle, de nuværende eller kommende skabning i skikkelse af hersker eller noget levende på jord eller i himlen. Ingen af alle disse ting kan afskille de kristnende fra Jesus Kristus kærlighed, der er Guds kærlighed” ἀγάπης Θεοῦ”(Rom 6,17;8, 14-27; 31-37).
Paulus kommer frem med en kort, dejlig og god opsummering af dette i Romerbrevet 13,8-10, hvor han beskriver, hvordan man opfylder loven ved gennem Jesus Kristus’ tro at elske den anden, som du møder på vejen i gemme dit liv og ved at elske og dermed denne kærlighed bliver loven fuldført[20](Rom 13,9-10).
Jesus Kristus forklarer til sine børn, omkring hans kommende bortgang, hvor han understreger, at deres hjerte ”ὑμῶν καρδία” ikke skal forfærdes, fordi de skal holde fast på deres tro til både Gud og Jesus Kristus, da dette er en del af faderens plan. Jesus Kristus giver dem et nyt bud og en formaning, da buddet, også medfølger konsekvens, fordi de skal elskede hinanden ligesom Jesus Kristus har elsket dem, for således er de hans disciple[21](Joh 13,1-35).
Jesus Kristus forklarer videre om konsekvenser af hans kærlighed til de udvalgte, at mens han er vintræet og hans far er vingårdsmanden og disciplene er de grene, der ved at blive i ham ved deres lydighed.. Faderen kan ved sine handlinger enten lade dem forblive hos Jesus Kristus ved at holde dem fast på deres renhed og bærer frugter, eller også hvis de ikke bære frugter, så smides de ud til ilden[22]. Jesus Kristus er, som vi kan se grundlaget for, at hans disciple kan elske hinanden, da Faderen elskede ham, således elskede han dem, og nu skal de elskede hinanden for at forblive i den nye pagt[23](Joh 15,10-11).
En ting, der er interessant ved Johannes er, at han ligesom Paulus antager, at uden Jesus Kristus’ kærlighed til mennesker, så vil menneskerne aldrig kunne have muligt for at komme ud af deres vederstyggelige menneskelige kærlighed og dermed at komme til at elskede Gud i skikkelse af hans søn og dermed også næsten (Rom 3,21-26;5,1-6,23: John 13-15,11) .
Det som vi kan se gennem
en række steder i evangelierne og Paulus brevene sammen med Johannes evangeliet
er, at menneskets hjerte på ingen måde er godt, tværtimod er det totalt ondt,
da menneskerne viser deres ubarmhjertighed ved deres egen kærlighed, der intet værd er. Menneskets hjerte og dermed
dets kærlighed har fra Adam og Eva blev smidt ud fra edens have været totalt
formørkelse og denne formørket var til stede i Kains’ tid, Noahs’ tid, Moses’
tid, Jesus Kristus’ tid og ligeledes i vores tid, så er den ikke ligefrem blevet
særlig meget bedre med tiden. Det, der er noget værd er Guds kærlighed, som kom
til verden gennem Jesus Kristus. Denne kærlighed fra Jesus Kristus gøre det
muligt for mennesker at komme væk fra deres egen selvoptagede kærlighed til at elskede
Gud og dermed også at elske næsten. Som sagt er dette årsagen til at droppe valentinsdag
og dyrkelsen af den menneskelige kærlighed. Den retmæssige ejer for en
kærlighed, der skal dyrkes, er Guds kærlighed i Jesus Kristus, så mennesket kan
komme væk fra sin egen selvoptagne kærlighed til at elske Gud og næsten. Dermed
skal vi dreje væk fra at havde øje på menneskets kærlighed til et nyt fokus .
Derfor skal vi kun havde få øje Guds kærlighed og prise og takke ham, da han er den eneste, hvis kærlighed er
værd at dyrke.
Nu vil nogle nok sige: Gælder disse beskrivelser vedrørende
mennesket hjerte ikke kun menneskerne i det
gamle testamente og Jesus Kristus ordre til menneskeskaren, hans disciple og
farisæere? Til denne indsigelse har jeg blot et spørgsmål og et svar. Hvorfor
skulle disse ting kun gælde for dem i teksten, da vi blot kan se ud i verden og
se, hvordan alle disse handlinger, der nævnes af Jesus Kristus til dags dato
stadig bliver begået af mennesker, om de er kendte, ukendte, fremmede, venner
eller bekendte, så hvorfor skulle vi være så forskellige for mennesker
dengang? Mennesker har stadig en masse
universelle fællestræk udenfor det historiske, kulturelle, religiøse, da vi
alle sover, spiser, skider, arbejder, slapper af, hjælper til af egen egoisme,
laver mad, kopulerer og så videre. Derfor hele tanken, om vi skulle være så
anderledes end mennesker i fortiden, fordi vi er ”moderne”, hvad det end vil
sige, er en håbløs ide. Den håbløse ideen skyldes, som C. S. Lewis påpeger den
kronologiske syge, hvor vi tror os sikre på at vide bedre end dem fra fortiden,
da alle før os levede i uvidenhedens tid. Mens vi derimod befinder os på toppen
af bjerget, men dette holder selvfølgelig ikke, da vi befinder os ikke på
toppen af bjerget, hvor vi har set lyset, mens dem fra fortiden var fanget i
mørkets tid, hvor uvidenheden hersker over dem. Dette skyldes det almindelige
menneskelige vilkår, da lige meget, hvilken tid eller hvilken tidsepoke vi
lever i, så er vi mennesker altid fortabte synder, der ikke ksn gøre andet end
at tro på Guds tro og nåde for at leve livet med dette håb til Gud.
[1] Σοφίαν κόσμου; Χριστὸν, Θεοῦ δύναμιν καὶ Θεοῦ σοφίαν; ἐλάτρευσαν κτίσει παρὰ Κτίσαντα (1 Kor 1, 18-31 )
[2] ἐκ καρδίας ἀνθρώπων διαλογισμοὶ κακοὶ ἐκπορεύονται (Mar 7,21)
[3] הַיּֽוֹם כָּל רַ֖ע רַ֥ק לִבּ֔וֹ מַחְשְׁבֹ֣ת יֵ֙צֶר֙ וְכָל בָּאָ֑רֶץ הָאָדָ֖ם רָעַ֥ת רַבָּ֛ה (1 Mos 6,5)
[4] מִנְּעֻרָ֑יו רַ֖ע הָאָדָ֛ם לֵ֧ב יֵ֣צֶר (1 Mos 8,21)
[5] ,πορνεῖαι,κλοπαί, φόνοι, μοιχεῖαι, πλεονεξίαι, πονηρίαι (Mar 7,21)
[6] Dette kan ses ved brugen af pluralis former, da det ikke er kun en gang mennesker gøre dem, men noget som mennesker gøre flere gange.
[7] ” δόλος, ἀσέλγεια, ὀφθαλμὸς πονηρός, βλασφημία, ὑπερηφανία ἀφροσύνη.
[8] מִמִּצְרָֽיִם הַגָּדֹ֖ל בְּכֹח֥וֹ בְּפָנָ֛יו וַיּוֹצִֽאֲךָ֧ אַחֲרָ֑יו בְּזַרְע֖וֹ וַיִּבְחַ֥ר אֲבֹתֶ֔יךָ אָהַב֙ כִּ֤י וְתַ֗חַת (5 Mos 4,37)
[9] (2) לַשָּׁ֑וְא אֱלֹהֶ֖יךָ יְהוָ֥ה שֵֽׁם־ תִשָּׂ֛א לֹ֥א βλασφημίαι (5) תִּֿרְצָֽ֖ח לֹ֥֖א, Μὴ φονεύσῃς, φόνοι. (6) תִּֿנְאָֽ֑ף לֹ֣֖א, Μὴ μοιχεύσῃς, μοιχεῖαι.(7) תִּֿגְנֹֽ֔ב לֹ֣֖א, Μὴ κλέψῃς, κλοπαί.(8) שָֽׁוְא עֵ֥ד תַעֲנֶ֥ה וְלֹֽא, Μὴ ψευδομαρτυρήσῃς; ψευδομαρτυρίαι;(9-10) תִתְאַוֶּ֜ה וְלֹ֨א תַחְמֹ֖ד וְלֹ֥א πλεονεξίαι. πάντα πονηρὰ ἔσωθεν ἐκπορεύεται (2 Mos 20,7;13-17.5 Mos 5,17-21.Mar 7,21-22;10,19.Mat 15,19)
[10](Mar) ἔφη αὐτῷ Διδάσκαλε Πάντα ἐφυλαξάμην ἐκ νεότητός μου;(Luk) εἶπεν πάντα ἐφύλαξα ἐκ νεότητος μου vs (Mos) מִנְּעֻרָ֑יו רַ֖ע הָאָדָ֛ם לֵ֧ב יֵ֣צֶר (Mar 10,17-22;Luk 18,18-30;Mos 8,21 )
[11] יְהוָ֔ה וַיַּ֣רְא; (1 Mos 6,5)
[12] Πρὸς τὴν σκληροκαρδίαν ὑμῶν (Mar 10,5 Mat 19,8)
[13] (Bud 1) Ἀγαπήσεις κύριον Θεόν σου ἐν ὅλῃ καρδίᾳ, ψυχῇ, διανοίᾳ, ἰσχύος σου. (Bud 2) Ἀγαπήσεις πλησίον σου ὡς σεαυτόν. ( Mar 12,30-31.Mat 22,37-39)
[14] Δόντος ἑαυτὸν ὑπὲρ ἁμαρτιῶν ἡμῶν; Υἱοῦ Θεοῦ ἀγαπήσαντός με καὶ παραδόντος ἑαυτὸν ὑπὲρ ἐμοῦ (Gal 1,3;2,20)
[15] Καλέσας διὰ χάριτος αὐτοῦ; ἀποκαλύψαι Υἱὸν αὐτοῦ ἐν ἐμοὶ (Gal 1,15-16)
[16] δικαιοῦται ἄνθρωπος ἐὰν μὴ διὰ πίστεως Χριστοῦ Ἰησοῦ καὶ ἡμεῖς εἰς Χριστὸν Ἰησοῦν ἐπιστεύσαμεν ἵνα δικαιωθῶμεν ἐκ πίστεως Χριστοῦ(Gal 2,16)
[17] ὑπὸ στοιχεῖα κόσμου ἤμεθα δεδουλωμένοι; ἦτε δοῦλοι ἁμαρτίας (Gal 4,3. Rom 6,17)
[18] Ὅτε ἦλθεν πλήρωμα χρόνου ἐξαπέστειλεν Θεὸς Υἱὸν αὐτοῦ ; υἱοθεσίαν ἀπολάβωμεν; ἐξαπέστειλεν Θεὸς Πνεῦμα Υἱοῦ αὐτοῦ εἰς Καρδίας ἡμῶν, κρᾶζον Ἀββᾶ Πατήρ (Gal4,4-5)
[19] ἐλευθερίᾳ ἡμᾶς Χριστὸς ἠλευθέρωσεν; Χριστῷ Ἰησοῦ ἀλλὰ πίστις δι ἀγάπης ἐνεργουμένη; Ὑμεῖς γὰρ ἐλευθερίᾳ ἐκλήθητε, ἀδελφοί; Μόνον μὴ ἐλευθερίαν εἰς ἀφορμὴν σαρκί. ἀλλὰ διὰ ἀγάπης δουλεύετε ἀλλήλοις ; γὰρ πᾶς νόμος ἐν ἑνὶ λόγῳ πεπλήρωται ἐν Ἀγαπήσεις πλησίον σου ὡς σεαυτόν; Ἀλλήλων βάρη βαστάζετε καὶ οὕτως ἀναπληρώσετε νόμον Χριστοῦ (5,1;6;13-14;6,2-3)
[20] Μὴ Ταρασσέσθω ὑμῶν καρδία πιστεύετε εἰς Θεόν καὶ εἰς ἐμὲ πιστεύετ ; ἀγαπῶν ἕτερον, νόμον πεπλήρωκεν; Ἀγαπήσεις πλησίον σου ὡς σεαυτόν; ἀγάπη πλησίον κακὸν οὐκ ἐργάζεται: πλήρωμα οὖν νόμου ἀγάπη. Dette udtryk, ἕτερον er vigtigt, da med den anden, uddyber Paulus forståelsen af, hvem man har pligt til at elske til stor forskel fra Johannes, der kun bruger refleksive pronominer ” ἀλλήλους” , som henviser til at elske de kristne. Dette viser, at Paulus ser næstekærligheds budskabet som universelt og ikke anser partikulære etniske eller religiøse skel som vigtige, da de jødisk kristustroende skal elske deres broder og søstre og ligeledes gælder det folk ud fra de som blev ud kaldet af Jesus Kristus ” ἐκκλησία”( Rom13,9-10. Joh 14-15,).
[21] Ἐντολὴν καινὴν δίδωμι ὑμῖν ἵνα ἀγαπᾶτε ἀλλήλους; καθὼς ἠγάπησα ὑμᾶς, ἵνα καὶ ὑμεῖς ἀγαπᾶτε ἀλλήλους: ὅτι ἐμοὶ μαθηταί ἐστε, ἐὰν ἀγάπην ἔχητε ἐν ἀλλήλοις (Joh 13,34-35)
[22] Ἐγώ εἰμι ἄμπελος ἀληθινή καὶ Πατήρ μου γεωργός ἐστιν. πᾶν κλῆμα ἐν ἐμοὶ μὴ φέρον καρπὸν, αἴρει αὐτό; καὶ πᾶν καρπὸν φέρον, καθαίρει αὐτὸ ἐὰν μή τις μένῃ abide ἐν ἐμοί , ἐβλήθη ἔξω ὡς κλῆμα ἐξηράνθη. καὶ συνάγουσιν αὐτὰ καὶ εἰς πῦρ βάλλουσιν, καὶ καίεται. ἵνα καρπὸν πολὺν φέρητε (Jon 15,1-2;6-8)
[23] Καθὼς ἠγάπησέν με Πατήρ: κἀγὼ ὑμᾶς ἠγάπησα μείνατε ἐν ἀγάπῃ ἐμῇ καθὼς ἐγὼ Πατρός ἐντολὰς τετήρηκα, καὶ μένω αὐτοῦ ἐν ἀγάπῃ (Joh 15,10-15,11)
Leave a Reply