Dette er et debatindlæg, der udløstes af chefredaktørens leder i Arken nr. 166. Lederen kan læses nederst her på siden og chefredaktørens modsvar kan læses her!
Mikkels indlæg:
I lederen til det seneste nummer af Arken tages der en diskussion op, som var på manges læber ved dette semesters begyndelse. Det drejer sig om videoen af Eva med tumoren, som på magisk vis forsvandt ved forbøn fra venner, familier og præster i den lokale frikirke. Det gav anledning til nogle reaktioner. Dels fordi videoen blev slået op i Studieforum på Facebook, dels fordi nogle af os stillede os kritiske over for den kristendom, der blev præsenteret i videoen.
Jeg selv er rundet – eller måske slebet skarp – af en tidehvervsk tradition, og selvom det er velkendt, at tonen er hård og pennen hvas i denne tradition, så er der, uanset ens egen holdning til den, nogle indiskutable fordele ved dens måde at gå til opgaverne på. For det første skal det handle om sagen – og kun den. For det andet drejer det sig om afgørelsen af denne sag i dette nu for det enkelte menneske. Og for det tredje er der altid både afsender og modtager på det, der bliver sendt. Disse tre glimrende forholdsregler har tydeligvis unddraget sig både min redaktørs og med ham de karismatiske teologers opmærksomhed. Således har jeg i det sidste Arkens leder kunnet læse om mig selv og min reaktion på videoen på Studieforum uden den mindste form for navngiven anerkendelse for mit bidrag. Ikke engang et fornavn blev det til, selvom vi på dette sted vel for længst burde have lært ikke at anføre citater uden at angive, hvor de så i øvrigt stammer fra. Det er det første problem. Det andet drejer sig om selve diskussionen.
Det fremgår ganske tydeligt af lederen, at min redaktør mener, at der her ikke er tale om en egentlig diskussion, men snarere om en shit-storm eller et decideret bidrag til underholdningen, der kræver en skål popcorn. Hvad angår anklagen om shit-storm er den ret svær at tage alvorligt. Særligt i disse tider, hvor langt de fleste burde være med på, hvad en shit-storm i grunden er. Vi kunne spørge Emma Holten, Sørine Gotfredsen eller Zenia Stampe, om de monstro ville mene, at der her skulle være tale om en egentlig shit-storm. Hvis man ikke kan klage over indholdet, må man jo klage over formen. Men at man fra redaktørens side vil være så fræk, at man vil kalde et synspunkt, man er uenig i, for popcorns-krævende underholdning, er grotesk. Sagligheden er væk, og man fristes til at spørge sig selv, om det i grunden sømmer sig for en redaktør på et blad til, af og for de teologistuderende at omtale valide, teologiske diskussioner som latterlige, blot fordi man er uenig, og uden overhovedet at komme med et ordentligt, teologisk funderet modargument.
Jeg vil selvfølgelig ikke undlade her at komme med nogle bemærkninger angående den karismatiske teologi. Selvom jeg aldrig fik anerkendelse for de i lederen anførte citater, så står jeg ved dem, endskønt de, indrømmet, var lige lovligt kradse. Det gør jeg, fordi jeg stadig mener, at videoen og dens indhold er dybt problematisk. Når mennesker vil lege bro, bro, brille med Vorherre og putte ham i gryden og bevise ham ud fra dét og dét, så er han ikke længere Gud, men blot en forlængelse af vores egne drømme og længsler. Så er han en automat, som på linje med dem på togstationerne kun fungerer noget af tiden, og som ingen af os derfor kan regne med i sidste ende. Det er en dårlig Gud. En dårlig Gud er selvindlysende også han, som ikke kan gøre mirakler når og hvor han vil. Selvfølgelig kan han det. Men hvis vi tænker det som om, at nogle særligt fromme eller udvalgte mennesker kan se Gud i kortene og påvirke ham til at gøre dit og dat, mens andre ikke kan, så er det klart, at der opstår et problem. Så må man nødvendigvis rejse spørgsmålet om, hvorfor han gjorde et ”mirakel” for naboen, men ikke for min far. Selvfølgelig kan et menneske se en given handling eller en hændelse som en Guds handlen. Men det er et for tyndt lag at forkynde på, for så bliver Gud kun Gud for nogle, men ikke for alle. Så bliver han en stemnings-gud, som kun åbenbarer sig i den særligt privilegerede mands eller kvindes følelser som en direkte forlængelse af vedkommendes egne ønsker. Men hvad så med dem, der ikke kan føle ham? Hvad med dem, der ikke fik noget mirakel? Er han ikke også Gud for dem?
Afslutningsvis vil jeg derfor tillade mig at undre mig over, at min redaktør vælger at lægge så megen vægt på Guds indgriben, som om ikke netop dét var det centrale for ethvert kristent menneskes tro. For nogle af os drejer det sig bare om, at han har gjort det. Han har draget omsorg for sit menneske og gør det hver dag. Således hører vi også i Folkekirken på Anden Påskedag efter første række salmistens ord: ”Der skal forkyndes om Herren for kommende slægter, man skal forkynde hans retfærdighed for folk, der fødes, for han greb ind!” (Sl 22 31b – 32). Det er jo netop det, vi skal høre om, både til påske og hver eneste dag: at han greb ind i menneskets ”legemlige liv og dagligdag.” Det er dén indgriben, som ethvert kristent menneske skal leve af og på: at Kristus har frelst os én gang for alle med sin død og opstandelse. At det er ham, og ikke os, det kommer an på. Nok kan man måske leve sit liv i en tro på, at nogle søde, kristne mennesker kan bede ens dødbringende tumor væk, eller få at canceren til at forsvinde eller gøre min far rask igen eller hvad det nu måtte være. En sådan tro er til at leve på – men den er ikke til at dø på. Det er derimod dén, som giver både den syge, den faderløse, den sørgende og den ensomme mod på at bede: ”ske din vilje!” og leve dette skrøbelige og dødsdømte liv som et godt og saligt liv – uden at lade det komme an på stemninger og følelser, uden at give dem falsk sikkerhed eller tvivlsomme tegn, men ved at fratage dem alt, hvad de har, for at give dem tusindfold igen.
Mikkel Tode
Ovenstående var kommentar til Lederen fra Arken nr. 166, som kan læses herunder.
Videon kan ses her: https://www.facebook.com/frikirkenet/videos/237267470270641/
Uddrag fra Lederen i Arken nr. 166:
Jeg vil benytte bladets første linjer på at stille skarpt på et fænomen, der gemmer sig bag nogle af de studerende på Det Teologiske Fakultet. Det er den karismatiske kristendom. Mange af os husker den video, der sneg sig ind på studieforum lige før semesterets begyndelse. Videoen var et lille vidnesbyrd fra en ”Eva”, der eftersigende havde haft en tumor i hjernen, der til lægernes store forbløffelse skrumpede væk af sig selv, efter Eva havde været til forbøn i den lokale frikirke. Så sensationel som historien end lød, var den intet at regne i forhold til den shit-storm, den løb i møde på facebook. Det må siges at være spektakulær underholdning, og har du ikke læst det, så se at få sat popkorn i mikroovnen og klik dig ind på studieforum og scroll tiden tilbage til slut august måned. Der bliver brugt ord som ”kvalmende nonsens”, ”missionshørm” og ”karismatiske kumpaner”. Det er jo hvad der sker, når en karismatiker stikker snuden lidt for langt frem på Det Teologiske Fakultet. Det er som om, at den karismatiske kristendom altid rammer skævt og kommer på et ubelejligt tidspunkt. Når den karismatiske kristendom endelig træder ind i et rum, så jokker den gerne i alle malerbøtterne, så det står op ad væggene og skaber et sådan rod, at det ville være for meget for selv en postmoderne udstilling på Louisiana. Vi skal nu prøve at træde ind i dette rum, gerningsstedet om man vil, og se om vi kan tolke fodsporene blandt de brudte bøtter og bringe en smule klarhed omkring dette grumsede fænomen.
Jeg er selv ganske velbevandret i de pentekostale og frikirkelige miljøer, så jeg vil formaste mig til at optræde som hestens egen mund og komme med et par refleksioner, som måske, måske ikke, kan virke opklarende. Det enkleste er vel bare at byde dig velkommen til kristendommens irrationelle rum. Med irrationel mener jeg, at teologien her foregår under, over og rundt om sproget. Troen på Gud bliver ikke beskrevet i rationelle termer, men i relationelle. Det drejer sig ikke om kundskab, men kendskab. Teologi drejer sig her ikke om at tale om Gud, men at tale med Gud. Det, der bliver sagt i dette rum, behøver derfor ikke at give mening i systematisk forstand. Den teologiske relevans ligger i det meningsgivende. PIETISME! Udbryder du. Prosit, svarer jeg, og jeg er ikke færdig endnu. Vi mangler den særlige vægtlægning på Guds indgriben i menneskets legemlige liv og dagligdag. Det er her filmen knækker for rigtig mange. Hvis Gud kan og vil gribe ind i verden på foranledning af menneskets bøn, så kan det kun betyde to ting, hvis et menneske ikke bønhøres: Du har ikke bedt godt nok eller endnu værre, Gud hader dig! Derfor blev vedkommende, som postede videoen om Eva på facebook, beskyldt for at være tankeløs og ufølsom over for dem, der har mistet nære og kære. Men her nærmer vi os epicenteret af den kommunikative kløft mellem parterne. Det viste sig nemlig til alles store forbavselse, at dette selvsamme ”tankeløse” og ”ufølsomme” menneske havde mistet sin far bare to måneder forinden. Trods det anså vedkommende ikke beretningen om Evas helbredelse som salt i såret, men derimod et incitament til halleluja. Jeg bliver da nysgerrig på, hvordan det kan lade sig gøre. Om der var tale om et mirakel i videoen eller ej, så er det da sandelig et under, at et menneske kan leve i en sådan (irrationel) spænding! Det må være det fineste eksempel, jeg har set, på en karismatisk teolog i fuld flor.
Samuel Benjamin Nielsen, Chefredaktør
Leave a Reply