Krop og atmosfærer – Hermann Schmitz’ nye fænomenologi

Interviewartikel med forfatter og lektor Jakob Wolf om bogen: Krop og atmosfærer – Hermann Schmitz’ nye fænomenologi

Af stud. theol. Tea Kristina Lange Olsen

 

Begrebet fænomenologi kommer af det græske ord φαινόμενον, det, som viser sig, og λόγος, lære. Altså betyder fænomenologi læren om det, der viser sig.[1]

 

Mit ærinde med denne artikel er at kaste et lys over, hvordan Jakob Wolf, forsker og lektor ved Det Teologiske Fakultet, benytter den fænomenologiske metode i sine beskrivelser af det guddommelige. Wolf er inspireret af Rudolf Otto[2] og Ottos idé om det numinøse. [3] Otto mener, at det guddommelige eller det hellige kan indfanges i følgende følelser (af lt.): ”mysterium, tremendum et fascinosum”. Det vil sige, at det guddommelige på en gang er en følelse af noget mystisk, fordi det opleves som noget fuldstændigt ubegribeligt, og på samme tid frygtindgydende og fascinerende. Denne beskrivelse af det numinøse har længe været kritiseret på baggrund af dets følelsesmæssige udgangspunkt, som efterlader det som et subjektivt og uvidenskabeligt udsagn.

Jakob Wolf vil med bogen Krop og atmosfærer nytænke forståelsen af Ottos beskrivelser af det hellige ved hjælp af Hermann Schmitz’ fænomenologiske analyse af følelserne. Følelserne er atmosfæreriske halv-ting[4], der kan gribe og bemægtige sig mennesket. Denne forståelse af følelserne overvinder subjekt/objekt-filosofiens afvisning af de subjektive erfaringers gyldighed og vil revidere filosofiens  ligegyldiggørelse af de subjektive erfaringer. Den vil så at sige tage subjektet seriøst.

 

Jeg har talt med Jakob om hans bog, hans projekt og forskning, og jeg håber, du vil følge med i min rejse ind bag døren til den nye fænomenologis fascinerende univers.

 

Hvad er det største problem ved den traditionelle subjekt/objekt-filosofi?

 

At subjekt/objekt-filosofien er en konstruktion, idet den overser noget meget grundlæggende, nemlig at mennesket ikke består af en dualitet mellem en krop og en sjæl, men grundlæggende er en krop. Går man fænomenologisk til værks, er kroppen et to-delt begreb. Den er både (af tysk) körper[5], en fysisk krop, som kan ses og vejes, samt (af tysk) et leib[6], en følelende og sansende krop. Det følende leib er resonansbund for de subjektive kropsfornemmelser, f.eks. angst, glæde, skam osv. Schmitz hævder, at vi derfor hellere må forstå mennesket som en subjektiv krop, og at vi lever i en verden som en krop, der er påvirket af det, han beskriver som atmosfærer, der på en gang omfatter os og griber os. Mere præcist er mennesket ifølge Schmitz bedre beskrevet som en spaltning mellem krop og atmosfærer frem for en dualitet mellem en sjæl og et legeme.

 

Hvordan adskiller Hermann Schmitz’ nye fænomenologi sig fra den ældre fænomenologi?

 

Det gør den, idet den ældre fænomenologi ikke overvinder subjekt/objekt-spaltningen. Hvis vi tager den ældre fænomenologi repræsenteret ved Edmund Husserl,[7] så har vi i opfattelsen af bevidstheden hos Husserl nogle reminiscenser, som går tilbage til subjekt/objekt-spaltningen. F.eks. kan Husserls begreb om bevidsthedens intentionalitet[8], der beskriver mennesket som et subjekt, der retter sig imod nogle bestemte objekter, ses som et udtryk for subjekt/objekt-spaltningen. Vigtigt er det dog at påpege, at der er en begyndende overvindelse af subjekt/objekt-filosofien i Husserls beskrivelser af subjektets egen bevidsthed om bevidsthedens intentionalitet, idet han her kommer frem til, at da bevidstheden altid er om noget, kan den ikke adskilles fra det, som den er om. I denne betragtning overvinder Husserl egentlig subjekt/objekt-spaltningen. Schmitz mener grundlæggende forskelligt fra Husserl, at følelserne er atmosfærer. Følelserne skal derfor ikke forstås som noget, subjektet møder op med og herefter retter ud imod verden – det er lige omvendt. Følelserne fylder os, overvælder os, og følelsernes retning går derfor ikke udfra os, men omfatter og griber os. Et eksempel på et udsagn, som understøtter denne forståelse af følelserne, er udtrykt af billedkunstneren Per Arnoldi, der i et interview udtaler, at ”det ikke er mig, som har passionen, men passionen, som har mig”. I dette udsagn er subjekt/objekt-spaltningen overvundet, fordi kroppen her opfattes som resonansbund for de følelser, som den er omfattet af.

 

Hvad er en guddommelig erfaring fænomenologisk set?

 

Hvis vi griber tilbage til Otto, er den guddommelige erfaring, noget der på en gang er skræmmende og fascinerende, og det er de følelser, mennesket gribes af, når det står over for det hellige. Vigtigt synes det at påpege, at ikke alle følelser eller atmosfærer har et indhold af det guddommelige, det er så at sige ikke en almen følelse. Det særlige ved erfaringen af det hellige er, at det indeholder en ubetinget alvor[9] i forhold til mennesket, som står over for det. Det er oplevelsen af en følelse, som man ikke kan ryste af sig, den står så at sige over en og dømmer en. I min bog har jeg et eksempel med Willy Brandt,[10] der på et officielt besøg i Polen skal nedlægge en krans ved mindesmærket for de faldne i Warszawas jødiske ghetto. Ifølge den diplomatiske protokol består en kransnedlæggelse i, at kransen bliver lagt ved mindesmærket, og politikeren står med bøjet hoved i et minuts tid. Jeg har brugt dette eksempel, fordi Brandt spontant falder på knæ foran mindesmærket, hvilket må siges at sprænge enhver protokol for, hvad man bør gøre i denne situation. Denne handling er et eksempel på, at et menneske gribes af en atmosfære med ubetinget alvor. Følelsen overvælder Brandt som noget numiniøst, som han kun kan vælge at bøje sig for. Da Brandt efterfølgende blev spurgt om, hvorfor han faldt på knæ, sagde han:

 

”Jeg havde pludselig følelsen af, at det at stå op var utilstrækkeligt ”

 

 

Lidt interessant er det også, at Brandt ikke anså sig selv som værende et religiøst menneske, men et sekulært menneske. Deri ligger det ubetingede ved den religiøse erfaring, nemlig at det ikke er vores valg, om vi gør denne erfaring eller ej. Erfaringen udspringer spontant og er et autentisk udtryk for det enkelte menneskes erfaring af det hellige. Det er en følelse, som mennesket ikke kan distancere sig fra, men kun kan vælge at bøje sig for.

 

Reducerer den nye fænomenologi så ikke det guddommelige til en følelse?

 

Jo, det gør den. Men hele pointen med den nye fænomenologi er jo netop, at den ikke reducerer følelserne til noget subjektivt, men udvider begrebet og definerer følelserne som atmosfærer, der griber kroppen og derfor også manifesterer sig som noget uden for subjektet.

 

Undervejs i din bog perspektiverer du til K. E. Løgstrups begreb om de suveræne lisvytringer, hvorfor gør du det?

 

Det gør jeg fordi, at når nu Schmitz understreger, at følelser ikke bare er subjektive tilstande i subjektet, men følelser, som kommer et andet sted fra og bemægtiger sig subjektet, så er det jo meget oplagt at se Løgstrups beskrivelser af de suveræne livsytringer som en parallel, da de jo på samme måde bemægtiger sig subjektet eller subjekterne. Eksemplet kunne være, at når et menneske oplever et medmenneske i nød, så bemægtiger følelsen af barmhjertighed sig situationen og kræver den pårørendes indsats – du skal gøre noget for at hjælpe den nødstedte. Valget er ikke et subjektivt valg eller en subjektiv tilstand, men noget, der lægger sig ned over situationen, hvilket er helt parallelt med Schmitz’ beskrivelse af atmosfærer. Teologisk betragtet ser Løgstrup, at disse følelser ligger en religiøs tydning nær, dvs. at det er nærliggende at tolke disse følelser metafysisk, fordi vi ikke kan forklare, hvor følelserne kommer fra. For mig at se kommer de fra det, man kunne kalde kosmos[11], men det er vigtigt at holde fast i, at vi ikke kan lokalisere følelsernes udspring. Jeg har selv spurgt Schmitz: ”Hvor kommer følelserne fra?” Og til dette svarede han, at det spørgsmål kan vi ikke besvare, for så vidt at følelsen er metafysisk. Med det menes, at hvis vi kunne besvare netop det spørgsmål, så overskred det jo ikke virkeligheden og det, som kan omfattes af vores begreber. Forståelsen af det guddommelige som det, der sprænger ethvert begreb, understøttes ligeledes af Ottos udsagn om, at ”en Gud, som vi kan begribe, er ingen Gud”.

 

Skal man være religiøs for at nå til den konklusion, at de suveræne livsytringer og følelserne med ubentinget alvor er udtryk for det guddommelige?

 

Nej, eller jo, for hvis man laver en religiøs tydning, så er det jo et udtryk for, at man er religiøs. Eller hvad mener du egentlig med, om man er religiøs?

 

Jamen, skal man have et specielt livssyn for at nå til den slutning, at det må være noget guddommeligt, som man står over for?

 

Nej, for regiøsitet udspringer jo af erfaringen og ikke omvendt. Man kommer ikke ind i verden med et bestemt syn.

 

Kunne man ikke også vælge at fortolke følelser med ubetinget alvor og de suveræne lisvytringer mere religionskritisk, f.eks. som et menneskeligt instinkt?

 

I forhold til religionsvidenskabens kritik af religionen og synet på det guddommelige som et instinkt, så vil jeg sige, at selve begrebet ”instinkt” jo i sig selv er så uklart, at det næsten også har en metafysisk karakter. For hvad er i grunden et instinkt? I den tolkning ligger måske et udtryk for, at man bare ikke vil bevæge sig ud i en metafysisk forklaring. Videnskaberne har altid et perspektiv, økonomi det økonomiske, humaniora det humanistiske. Religionsvidenskaben har det perspektiv, at alle fænomener er menneskeskabte. De ser derfor begrebet om det guddommelige som et begreb, der tjener mennesket af enten overlevelsesmæssige eller samfundsmæssige hensyn. Religionsvidenskaben går derfor ikke ind på det, som religionen selv mener, nemlig at den netop handler om det guddommelige, og derfor hører religionsvidenskaben også ind under humaniora.

 

Og religionsvidenskabens påstand om, at det guddommelige handler om det menneskelige og ikke det guddommelige, er vel også svær at afvise?

 

Jeg mener, at man kan påvise, at det er en reduktion af vores erfaring af det guddommmelige, hvis man kun kan henvise til, at det er en menneskeskabt konstruktion. Altså, hvis nu Løgstrups suveræne livsytringer eller Schmitz’ beskrivelser af de følelser, som rummer ubetinget alvor, er den erfaring, vi faktisk gør, så ligger der jo det i det, at de ikke kun er menneskelige konstruktioner, men at de kommer et andet sted fra. Fra det guddommelige eller det, jeg ville kalde for kosmos. Så egentlig er min kommentar til religionsvidenskaben, at hvis de mener, at de udtaler sig om, hvad sandheden om religion er, så tager de fejl. Men hvis den udfolder sig som en videnskab om mennesket, så kan den helt sikkert afdække en masse rigtige antropologiske og sociologiske ting, for det rummer religionen selvfølgelig også. Min pointe er bare, at religionen ikke kun er det.

 

Hvorfor er det så vigtigt at benytte den fænomenologiske metode?

 

Fordi det er det eneste sted, hvor subjektet videnskabeligt bliver taget alvorligt. Jeg har illustreret dette i min bog ved Kierkegaards morsomme beskrivelse af den rationelle systemtænker, som opbygger et tankepalads, som han dog ikke selv bebor. Inden for de universitære fag vil man objektivt beskrive verden, og det er som sådan fint nok, men når fænomenologien tager sit udgangspunkt i subjektet, så er det, fordi den søger at gøre videnskabens beskrivelser af verden vedkommende for subjektet. Videnskabernes objektivering af verden gør jo netop verden uvedkommende for subjektet. Fænomenologien ser, at det er i de eksistentielle erfaringer, at verden bliver vedkommende for os. Man kunne her sige, at videnskaben har sat sig på den objektive verden og overladt den subjektive verden til kunsten. Man har så at sige lavet en spaltning mellem videnskab og kunst. Dette, mener fænomenologien, er en misvisende beskrivelse af verden, fordi fænomenologien ligesom kunsten, tager sit udgangspunkt i den uvilkårlige erfaring, hvori subjektet også er involveret. Den nøjes eller stiller sig ikke tilfreds med, at den vilkårlige erfaring blot er et subjektivt udtryk, men vil hævde, at man i denne erfaring har adgang til det objektive i kraft af en betoning af den før-videnskabelige verden, som også er objektiv og ikke bare subjektiv. Den før-videnskabelige verden er jo netop vigtig, fordi den jo i og for sig er grundlaget for vores faktiske erkendelse af verden.

 

Hvorfor har vi brug for din bog netop nu?

Jeg mener, vi har brug for den, fordi som Gerhard Ebeling engang har udtalt, så lider teologien af et erfaringsdeficit, altså en mangel på en relation til den religiøse erfaring. Der er så at sige en fare for, at teologien ender med kun at udtrykke sig ved hjælp af abstrakte begreber. Dermed kommer det, som Rudolf Bultmann kalder den eksistentielle interpretation[12] af religionen, altså den eksistentielle fortolkning af, hvorfor begreberne som Gud, Kristus og gudstjenestens liturgi vedkommer mig, i baggrunden. Og her mener jeg, at de fænomenologiske beskrivelser af, hvad det er, som vi faktisk erfarer, når vi altså erfarer noget, kan give fornyet kød og blod på teologiens begreber om det guddommelige.

 

 

_____________________________________________________________________

 

 

Litteraturliste:

 

Lübcke, Poul; Politikens Filosofi Leksikon, Politikens Forlag, 2010

 

Wolf, Jakob; Krop og atmosfærer – Hermann Schmitz’ nye fænomenologi, Forfatteren og Eksistensen, 2017

 

Bork, Egon; Tysk-Dansk Ordbog, Gyldendal, 2005

 

 

 

 

 

[1](Lübcke, Politikens Filosofi Leksikon, 2010: 248)

[2]Rudolf Otto (1869-1937), tysk filosof og teolog, introducerer begrebet om det numinøse i bogen Das Heilige, 1917. Det numinøse har en tvetydig karakter: På den ene side fremkalder det frygt, skælven og bæven i mennesket. På den anden side drager det mennesket (Lübcke, Politikens Filosofi Leksikon, 2010: 521)

[3]Af latin. numen, guddommelig vilje, magt. Betegnelse for det hellige, renset fra dets etiske og rationelle moment (Lübcke, Politikens Filosofi Leksikon, 2010: 521)

[4]Ordet halv-ting er konstrueret og skal udtrykke, at følelserne ikke er subjektive i subjekt/objekt-filosofiens betydning; men de er heller ikke ting forstået som objekter med en tredimensionel udstrækning. Følelser er udtryk for forhold, der ligger forud for opsplitningen i subjekt og objekt (Wolf, Krop og atmosfærer, 2017:17)

[5] Legeme (Bork, Tysk-Dansk Ordbog, 2005: 418)

[6] Erfahren mærke eller føle (Bork, Tysk-Dansk Ordbog, 2005: 443)

[7] Edmund Husserl (1859-1938), tysk matematiker og filosof. Betragtes traditionelt set som fænomenologiens grundlægger (Lübcke, Politikens Filosofi Leksikon, 2010: 324)

[8] Af lt. Intendere, rette mod (Lübcke, Politikens Filosofi Leksikon, 2010: 350)

[9] Der er ligheder mellem denne bestemmelse af det guddommelige, og Paul Tillichs bestemmelse af Gud, som ”det, der angår os totalt” (Wolf: Krop og atmosfærer, 2017:121)

[10] Tysk politiker (SPD), og tysk regeringsleder/forbundskansler fra (1969-1971)

[11] Verden som et ordnet hele, verdensaltet, universet (Lübcke, Politikens Filosofi Leksikon, 2010: 397)

[12] Bultmann understreger sammenhængen mellem kristendommen og eksistensproblemet: At tale om Gud må, hævder Bultmann samtidig være tale om den menneskelige eksistens (Politikens Filosofi Leksikon, 2010: 96)